Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

En rigtig svedetur

Sveddråber drypper ned på GPS-skærmen på min mountainbike, så jeg ikke kan aflæse højdemåleren.

Det er også lige meget. Jeg er dødtræt. Efter at have trådt i pedalerne op ad bakke i 1½ time kan jeg nu se Menoaneng-passet!

Jeg er på en spektakulær cykeltur, hvis rute jeg har set fra luften dusinvis af gange, når turen er gået fra den lille sundhedsklinik i Manamaneng og til det nærmeste hospital i Mokothlong. Manamaneng er en af vores hyppigste destinationer for ambulanceflyvninger. I 2015 havde vi ikke mindre end 112 evakueringer herfra. Klinikken ligger dybt inde i Lesothos bjerge i 1.800 meters højde og betjener en lang række omkringliggende landsbyer med elementær sundhedspleje.

Og hvorfor cykler jeg her?

Jo, jeg ønsker på egen krop at opleve disse bjerges højder og fornemme de store afstande, der skiller befolkningen fra omverdenen. Vejen fra klinikken i Manamaneng til hospitalet, hvor patienterne kan få professionel medicinsk behandling, er i meget dårlig forfatning. Bilkørsel er så langsommelig, at MAF’s flytransport har uvurderlig stor betydning.

Støt MAF’s arbejde nu

lesotho-justin-honaker-busPå turen fra Manamaneng følges jeg med en 12-personers minibus med ca. 20 passagerer, snart foran bussen, snart bagefter. Jeg når turens højdepunkt, Menoaneng-passet, omtrent samtidig med bussen. Hvis jeg havde været alvorlig syg, uden mulighed for at blive fløjet af MAF, så havde jeg måttet køre med denne bus! Efter 4 timer og 13 minutter, 60 kilometer og 1.795 meters stigning har jeg klaret det! Jeg er nået frem til Mokothlong. Mine 20 nye ’venner’ i minibussen har været omtrent lige så længe om det – og det ville en ambulance også have været! Med fly tager turen fra Manamaneng kun 10 minutter!