Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

En ydmyg mand

Det er ikke ofte, man møder en mand, der er villig til at opgive vestlig komfort for at sove på en madras på afrikansk jord.

Sådan en mand er Charlie Brown. Han arbejder for World Mission med at bygge huse til missionærer, der er på vej til landsbyen Kimatong i Sydsudan. Selv bor han i et telt og spiser for det meste bønner og ris.

– Missionærerne kommer for at bringe evangeliet til dette unåede folk, svarer Charlie, da jeg spørger ham, hvad formålet er med at flytte til Kimatong. – Der er ingen kirke, der er ingen missionærer, der er ingenting.

Ingenting… Hvad vil det sige?

– Her i byen bor der omkring 2.300 familier, altså omkring 10.000 mennesker, svarer Charlie. Der er nogle få vandpumper, som de må deles om, men ellers er der ikke så meget som en cykel eller et toilet. Der er tørke lige for tiden, så der er heller ingen mad. Folk plukker blade af træerne for at få noget at spise.

Charlie Brown fra World Mission bygger huse til andre missionærer, mens han selv bor i et telt.

Hvordan får du selv forsyninger?

Charlie løfter øjenbrynene og smiler venligt.

– Det er nok noget af det sværeste ved at være herude. Ofte har jeg ikke kunnet komme nogen vegne med mit arbejde, fordi vi ikke kan få forsyninger hertil. Vejene er sindssygt dårlige og farlige, og indtil videre er tre mænd blevet overfaldet og dræbt på vej hertil. Engang sendte jeg nogle fyre afsted efter tømmer, og alt, hvad de bragte med tilbage, var nogle søm. Da 20 mænd fra landsbyen og jeg fik hevet nok træer op og planeret nok jord til, at vi endelig kunne åbne en landingsbane, var jeg helt ekstatisk. Det var en skøn oplevelse, da jeg første gang fløj fra Kimatong.

Støt Projekt “Flybrændstof” nu

Uden kontakt med omverdenen

– Jeg har ikke noget imod at bo primitivt, men det er hårdt ikke at kunne kommunikere med omverdenen. Det mobile netværk er nede hele tiden, og jeg anede ikke, om MAF’s fly ville komme i dag eller ej. Det håbede jeg virkelig, for jeg havde hårdt brug for at komme med jer til Kenya. Det første, jeg vil gøre der, er at sende en e-mail til mine børn. De er alle seks voksne, men har alligevel brug for at høre, at jeg er o.k.

En skat til Lariim folket

Et af World Missions vigtigste midler til udbredelse af evangeliet er en lille solcelledrevet afspiller. Tre af biblens evangelier, Markus, Lukas og Johannes, samt 1. og 2. Mosebog er blevet indtalt på Lariim sproget, og afspillerne er snart klar til at blive delt ud til beboerne i Kimatong og til mange andre, der taler Lariim.

– Der var den her fyr, der hed Lakota, begynder Charlie. Lakota kunne overhovedet ingen engelsk undtagen de to ord “Good Morning” (godmorgen). Hver gang han så mig, sagde han godmorgen, uanset hvad tid på dagen det var. Han var så fuld af energi og entusiasme. Jeg fløj med MAF herfra for at holde lidt juleferie, og da jeg vendte tilbage, var jeg sikker på at møde et “Good morning”. Men der var ingen Lakota. De andre fortalte mig, at han var dræbt under et kvægtyveri. Folk her slår hinanden ihjel på grund af køer! Her er alt for mange enker, faderløse børn og endda forældre, der har mistet børn. Lakota havde brug for evangeliet, folk her i Kimatong har brug for evangeliet, de har alle brug for Gud…

Charlie får en klump i halsen, og øjnene bliver våde af medfølelse.

– Evangeliet må bare hertil.