Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Et metalhus og en mand med ildrødt skæg

Førstehåndsindtrykkene er mange og overvældende for Thorkild og Charlotte, der for 14 dage siden begyndte deres nye tilværelse som MAF udsendte i Sydsudan:

Søndag den 17. september kl. 8.51 satte et lille passagerfly fra Kenyan Airlines hjulene på landingsbanen i Juba, Sydsudan. Vi kiggede spændte ud af vinduerne på det land, som vi skal bo og arbejde i det næste år.

Bare at ankomme til Sydsudan var en historie for sig. Man går fra flyet ind under et møgbeskidt festtelt uden sider og med et gulv, der består af vakkelvorne og forslidte træplader, der mellem sprækkerne ser ud til at beskytte folk mod at falde i store huller. Thorkild kiggede bag et forhæng ind til “afgangshallen”, hvor folk nærmest sad under åben himmel i smadrede flysæder og havestole og kiggede ud på landingsbanen.

Morgenandagt med stærk accent

MAF har to “compounds” i hver sin del af byen. Vi bor i Hai Cinema, ikke det nyeste, men tættest på lufthavn og butikker. Her har MAF både boliger og base med booking og overvågning af fly og fragthåndtering. Charlotte og jeg har fået tildelt et præfabrikeret hus på 60 kvm med metalvægge både ud- og indvendigt.

Hver morgen kl. 9.45 er der andagt, hvor en af de lokale ansatte på skift læser fra biblen og en andagtsbog. Bønneemner præsenteres, og der bedes. Sydsudanesernes engelsk med kraftig accent kan være svær at forstå, men ingen tvivl om, at de har en nød for deres land, deres familier og det arbejde, de står i.

Hver morgen samles alle MAF ansatte til morgenandagt.

Nøden i landet blev virkelig tydelig, da vi i lørdags var på et lokalt marked sammen med en MAF-ansat, som har arbejdet i Sydsudan i 9 år.
Det var støvede og forhutlede børn, vi mødte overalt. De kiggede på os, og nogle havde modet til at række hånden ud og vise os, at de ville have noget at spise. Vi havde taget resten af vores morgenbrød med i tasken, for vi vidste, at denne situation ville opstå.
Inde på markedet var den første, vi mødte, en spedalsk kvinde, som lå på jorden og rakte sin hånd ud. Lige så snart hun havde fået brødet i sin hånd, rakte hun begge hænder op mod himlen, som for at takke Gud.

“Fine – how are you?”

Det er skik og brug, at man spørger alle, man møder, hvordan de har det. De svarer som regel: “Fine – and how are you?” På markedet var der dog en mand, som pludselig ikke svarede “fine”, men i stedet fortalte, at han havde det lidt skidt. Charlotte blev straks interesseret og spurgte ind til det, men sprogbarrieren var for stor! Men man lærer at kommunikere med det, man nu kan. For eksempel mødte Charlotte en somalier, der havde et skæg, der var ildrødt. Hun sagde for sjov til ham: “Jeg kan li’ dit skæg – det ser ud som om, der er ild i det.” Og så grinede han, og der var kontakt!

Udover at lære compounden og Juba bedre at kende bruger vi en masse tid på at forberede os til de opgaver, vi hver især er rejst herned for. Charlotte har haft meget travlt med at gøre klar til skolestart på Juba Christian Academy, hvor hun blandt andet skal undervise i engelsk. Thorkild har brugt en del tid sammen med MAF’s fotograf LuAnn Cadd, og sammen med hende begynder han i den her uge at tage på ture rundt i landet for at fotografere og rapportere hjem.

En ordentlig omgang rengøring af vores hus var nødvendigt!