Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Genopbygningen er stadig i gang et år efter Matthew

Genopbygningen er stadig i gang et år efter Matthew

Selv et år efter den voldsomme orkan Matthew ramte Haiti, mangler mange familier stadig tag over deres hjem.

For et år siden ramte den værste orkan i 50 år Haiti. Matthew, som orkanen blev døbt, hærgede især det nordvestlige Haiti. Her er husene ikke lavet af cement, men af græs og mudder og har tage af tin. Derfor gav husene også let efter for vindstyrkerne på op imod 240 km/t. I alt blev 200.000 hjem ødelagt, og over 1000 mennesker dræbt som følge af orkanen.

MAF, som har en base i Haiti, var allerede dagen efter orkanens hærgen, involveret i det akutte nødhjælpsarbejde. Basens tre fly og et fjerde, som kom til fra USA, hjalp nødhjælpsorganisationer med undersøgende flyvninger og transport af vand, mad og medicin.

Nødhjælpsorganisationer har forlængst forladt Haiti igen, men det langstrakte genopbygningsarbejde efter orkanen er langt fra færdigt.

David Carwell, der er MAF’s landechef i Haiti, fortæller, at selv et år efter orkanen, lever mange haitianere uden et ordentligt tag over deres hjem. I stedet bruger de stadig presenninger, som nødhjælpsorganisationer udleverede til dem umiddelbart efter katastrofen. Det kan MAF-piloterne observere, når de laver overflyvninger i det område, hvor Matthew ramte hårdest.

“Det er selvfølgelig godt, at presenningerne gør gavn, men de vil ikke holde i længden. Det er de slet ikke beregnet til,” siger han.

Når MAF piloterne flyver over de hatianske landsbyer, er det tydeligt, at de stadig bruger blå presenninger som tag. Foto: Liz Schandorff

Familien Augustin med seks hjemmeboende børn bor i Jeremie – en by på sydspidsen af Haiti, som blev fuldstændig raseret af orkanen. Familien mistede hele deres tag efter orkanen og har boet under et primitivt dække lavet af presenninger og pinde.

Det er ikke fordi, at det ikke er muligt at få tin til at bygge nye tage af. De berørte haitianere har bare ingen penge til at købe materialerne til at genopbygge deres huse, forklarer David Carwell:

“Haiti er et virkeligt fattigt land, og så er det svært at komme på fode igen efter en naturkatastrofe. Folk har simpelthen ikke råd til at sætte tage på deres huse.”

Et nyt hjem til familien Augustin

Familien Augustin har endelig fået tag over deres hovedet efter orkanen Matthew, der ramte Haiti for et år siden. Foto: Haiti Bible Mission.

En af de udviklingsorganisationer, som stadig er tilstede i Haiti, og som samarbejder med MAF, er Haiti Bible Mission. Med donationer fra USA hjælper Haiti Bible Mission lokale familier med at genopbygge deres huse.

En af familierne er familien Augustin, som fik hjælp til at bygge et ordentligt tag på deres lille hus.

MAF flyver byggematerialer fra hovedstaden Port-au-Prince til de små landsbyer på Haitis vestlige sydspids, hvor Haiti Bible Mission sammen med lokale haitianere har arbejdet med at genopbygge folks hjem. Udover det flyver MAF også ekstra teams fra USA til at deltage i genopbygningsarbejdet sammen med de lokale byggearbejdere.

“Vi har genopbygget 10-12 huse om ugen, men når MAF har fløjet ekstra teams ind, så har kunnet nå op til 30 huse på en uge,” siger Mark Stockeland fra Haiti Bible Mission og fortsætter:

“Vi har haft adskillige mennesker, som er taget med på de teamture fra USA, som ikke er kristne. Det har virkelig været en stor velsignelse for dem at bede sammen med MAF-piloter inden afrejse og så komme afsted og helt praktisk hjælpe mennesker.”

I begyndelsen af september ramte to store orkaner igen Caribien, Irma og Maria, men heldigvis lavede ingen af disse store skader i Haiti.