Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Hvad

Vi flyver for at hjælpe dem, der er sultne, syge, fortvivlede og desperate.
For at skabe tryghed, sundhed, forsoning, udvikling, glæde og håb.
For at vise Guds kærlighed og for at skabe fred i og mellem mennesker.

Vi har delt hjælpen op i følgende 3 kategorier:

Nødhjælp

Når der er akut behov for hjælp er MAF på pletten. Vi bringer livstruede syge til hospitaler fra isolerede egne, og vi fragter mad, byggematerialer og andre livsfornødenheder ud til mennesker, som har været ofre for en katastrofe – eksempelvis da nepalesere i 2015 blev ramt af to kraftige jordskælv, der væltede bjerglandsbyerne og afskar dem fra omverdenen.

Udviklingshjælp

Denne form for hjælp har et langsigtet mål om at gøre mennesker selvhjulpne.

Første skridt på vejen er at etablere landingsbaner, så MAF’s fly kan lande i nærheden af de samfund, vi skal hjælpe. Lokalbefolkningen står som regel selv for vedligeholdelse af landingsbanerne, som ofte er meget primitive jord- eller græsbaner.

MAF samarbejder med organisationer, der er med til at udvikle underudviklede samfund igennem uddannelse og oplysning. Vi er involverede i en mangfoldighed af projekter eksempelvis indenfor vand, landbrug, byggeri, sundhed, varetransport, finansiering m.m.

Fred

Ufred opstår på baggrund af uoverensstemmelser, misundelse, magtsyge og tradition og næres af nød, frygt, sygdom, desperation, bitterhed og had.

Vi er med til at forebygge ufred ved at hjælpe isolerede folkeslag, og når ufreden hersker bringer vi fredsmæglere for at skabe forsoning og tilgivelse.

Vi tror på kærlighedens helbredende kraft, og derfor støtter vi evangelister og kirker, der kan bringe budskabet om Guds fred ud til de mennesker, der endnu ikke har haft mulighed for at høre evangeliet.