MAF Danmarks første pilot skal til Madagaskar

MAF Danmarks første pilot skal til Madagaskar

Til februar rejser Kenneth og Charlotte Vittrup Pedersen til Madagaskar for at arbejde for MAF

Astrid Reuss,  

Det er med stor glæde og lettelse, at MAF Danmarks kommende udsendte nu kender destinationen for deres udsendelse. Februar næste år drager de sammen med deres tre børn på 7, 4 og 1 år til Madagaskar, hvor Kenneth Vittrup Pedersen har fået en stilling som pilot for MAF.

”Det er så befriende at få et konkret navn på vores destination. Nu kan vi rigtig begynde at forholde os til, at vi skal afsted, siger Kenneth, der i 2013 begyndte sin pilotuddannelse med det sigte at blive udsendt for MAF Danmark.

Det er den internationale afdeling af MAF, der har tilbudt familien en stilling på Madagaskar, og det var begrænset, hvor meget ægteparret på forhånd vidste om landet.

”Egentlig var det bare en plet på kortet for mig. En ø meget langt væk med smuk natur og stor fattigdom,” siger Charlotte Vittrup Pedersen, der efter at have sat sig mere ind i landet virkelig kan se behovet for MAF’s flyvninger:

”Når jeg tænker på, hvor stor en ø det egentlig er, kan den dårlige infrastruktur komme helt bag på mig. Når det er regntid er det helt umuligt at komme frem.”

Støt Udsendte på vej – Familien Vittrup Pedersen nu

Kenneth Pedersen arbejder til daglig som flyinstruktør på pilotskolen Aeropole i Aalborg Lufthavn.

Gøre en forskel for det enkelte menneske

92 procent af Madagaskars befolkning lever under den internationale fattigdomsgrænse på 2 dollars om dagen, og det skønnes at hele 40 procent af befolkningen på 24 millioner mennesker bor så afsondret, at de ikke har mulighed for at opsøge en læge. En del af MAF i Madagaskars arbejde består derfor i at flyve læger og sygeplejersker til isolerede landsbyer.

”Når der er så mange mennesker i Madagaskar, som lever fattigt og ikke har adgang til læge, føler jeg virkelig, at der kan gøres noget for at rykke det enkelte menneskes liv. Selv om vi ved at arbejde for MAF ikke kan redde hele verden, så tror jeg på, at vi kan gøre en forskel for det enkelte menneske, vi møder,” siger Charlotte, der også ser frem til at vise parrets tre børn en helt anden del af verdenen, som står i så skarp kontrast med Danmark.

MAF har været tilstede i Madagaskar siden 1989 og betjener fra basen i hovedstaden Antananarivo tre fly, som flyver med over 70 missionsorganisationer og udviklingsorganisationer.

Er der børnehaver på Madagaskar?

Når familien Vittrup Pedersen ankommer til Madagaskar, skal Charlotte først og fremmest hjælpe børnene med at falde til og starte i ny skole. Og en af de første forberedelser, familien er gået i gang med, er netop også at lede efter en god skole.

”Børnene taler meget om, at vi nu skal til Madagaskar og spørger om alle mulige ting. Om der er en børnehave på Madagaskar, og om vi skal have en bil. Det sætter også gang i en masse praktiske overvejelser hos os,” siger Charlotte, der sammen med Kenneth skal til at lære fransk, som er et af de officielle sprog i den tidligere kolonistat.

Forude venter desuden et standardiseringskursus i Australien, hvor Kenneth skal øve at flyve i vanskeligt terræn og et kulturforberedende kursus hos MAF International i England, inden familien, hvis alt går planmæssigt, tager afsted mod Madagaskar i begyndelsen af februar.

MAF Danmark har tidligere haft udsendte, der blandt andet har arbejdet som IT-medarbejdere og flymekaniker på baser i Tanzania og Uganda, men det er første gang i organisationens 28 år lange i historie, at det er blevet muligt at udsende en pilot.

URL: http://maf.dk/maf-danmarks-foerste-pilot-skal-til-madagaskar/