Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Milepæl i Nepal

Passager nr. 4.000

Torsdag den 24. september 2015 fløj MAF med passager nr. 4.000 i forbindelse med nødhjælpsindsatsen efter jordskælvet i Nepal. Meget passende var det Simon Woolridge, der er chef for Médecins du Monde (MDM), som helt fra starten har benyttet MAF’s helikopterflyvninger til at transportere deres medicinske teams til fjerntliggende landsbyer for at yde lægehjælp, psykologhjælp, uddannelse og bringe udstyr og medicinske forsyninger til områder, som blev stærkt beskadiget af jordskælvet.

Denne tur gik til landsbyen Chaukati, en 20 minutters flyvning med helikopter, men ellers kun tilgængelig efter 5 timers kørsel ad meget dårlige ​​veje, efterfulgt af 5 timers vandring op ad smalle stier med spor efter jordskred.

Den medicinske klinik i Chaukati er nu blot en dynge murbrokker – fuldstændig ødelagt af jordskælvet. MDM ønsker at opføre en ny, permanent klinik for at opfylde de medicinske behov i området. Transport med materiel hertil er kun tilgængelig med helikopter.

Ud over de åbenlyse fysiske skader i Chaukati er der også psykiske mén blandt beboerne. Usikkerhed og frygt forårsaget af jordskælvene har efterladt mange med mentale traumer som angst og panikanfald.

MDM’s sundhedsteam arbejder på at uddanne ledere i regionen (typisk skolens lærere, lokale embedsmænd og frivillige) i beredskab, grundlæggende førstehjælp og psykisk førstehjælp.
Siden jordskælvet har ca. 400 personer fået denne uddannelse.

To af MDM’s mobile teams er dedikeret til indsats i områder, som kun er tilgængelige med helikopter. Siden jordskælvet har disse “air teams” udført ca. 5.000 lægekonsultationer, som ville være vanskelige eller umulige at udføre uden helikopterstøtte.