Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ørkenhospitalet

"Sundhedsydelser skal være fysisk tilgængelige og økonomisk overkommelige"

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) bør alle have “adgang til rettidig, acceptabel og økonomisk overkommelig sundhedspleje af passende kvalitet”. Alligevel rammes verdens fattigste befolkninger uforholdsmæssigt hårdt af dødelige sygdomme, der ikke kun kan forebygges, men også helbredes. WHO fremhæver især, at sundhedsydelser skal være fysisk tilgængelige og overkommelige – to betingelser, der let kan opfyldes af mange med en høj socioøkonomisk status, men som er vanskeligt eller umuligt for verdens mest isolerede mennesker. MAF’s vision er at opfylde afsondrede menneskers fysiske behov. I Tchad er MAF således i gang med at hjælpe nogle læger med at undersøge nye muligheder for at hjælpe befolkningen i den nordlige del af ørkenlandet.

Lægeparret Mark og Andrea Hotchkin undersøger udstyr og faciliteter i det mennesketomme sygehus i Bardai.

Læger til øde og usikre egne

MAF-piloterne Andrew Mumford og Dave Forney lettede fra MAF’s base i N’Djamena lufthavn på en af deres længste flyvninger, ca. 1.000 km over Saharas ørken, til det nordligste hjørne af Tchad. Seks timer senere landede flyet sikkert i den fjerne ørkenby Bardai. Med som passagerer var Mark og Andrea Hotchkin, hhv. praktiserende læge og gynækolog. I næsten 8 år har de arbejdet på Guinea Bor Mission hospitalet i hovedstaden N’Djamena.

Støt Projekt Flybrændstof nu

Efterhånden som flere vestlige læger begynder at arbejde i hovedstaden ønskede Mark og Andrea at undersøge mulighederne for at hjælpe mennesker i mere øde og fattige egne. Byerne Bardai og Goz Beida ligger i tætbefolkede områder, som i øjeblikket er helt uden læger og sygeplejersker. Bardai ligger meget tæt på grænsen til Libyen, mens Goz Beida ligger på grænsen til Sudan og Darfur-regionen. Disse grænseområder er usikre med stor risiko for kidnapninger. Disse samfund er også meget modtagelige for den radikale islamiske indflydelse. Goz Beida er hjemsted for over 20.000 flygtninge fra konflikten i Darfur.

Veludstyrede hospitaler uden personale

Lægeparret besøgte det nye hospital, der blev bygget i Bardai af regeringen for fire år siden med hjælp af et EU-tilskud. Hospitalet har dog siden stået tomt med helt nyt medicinsk udstyr, da det ikke har været muligt at skaffe kvalificeret sygehuspersonale. – Vi er begejstrede for udsigten til at kunne tjene på disse fjerntliggende og overraskende meget veludstyrede sygehuse. Vores bagland havde først helt udelukket muligheden for at iværksætte noget i dette område på grund af sikkerhedsrisici, men efter at have set det enorme og desperate behov, så har vi fået lov til at begynde, fortæller Mark Hotchkin.

MAF til stede i ørkenlandet

Siden opførelsen har sygehuset i Bardai manglet personale.

Takket være et godt samarbejde mellem MAF og dets partnerorganisationer i Tchad vil mange fattige og sårbare mennesker, der bor i de nordlige og østlige ørkenområder i Tchad, kunne få lettere adgang til sundhedspleje. MAF vil fortsat arbejde hånd i hånd med sundhedspersonale, hospitaler samt kristne og humanitære NGO’er, der arbejder på at respektere denne universelle menneskeret. Ved at åbne den nordlige del af landet vil disse isolerede samfund få mulighed for at opleve fysisk helbredelse, og forhåbentlig vil mange mennesker også være åbne over for åndelig hjælp.