Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Skoler forbindes med omverdenen

HF-radioer i Papua Ny Guinea skal sikre, at de lokale lærere bliver i landsbyerne og underviser.

– Alpha 899, Alpha 899, kalder David Feka fra MAF Technology Services i den HF-radio, som han har brugt de sidste to dage på at installere i en bjerglandsby i Papua Ny Guinea.

– Dette er første opkald fra Guasas skoleradio. Hører I mig? Skifter.

Gruppen af mennesker, der befinder sig i det lille skolelokale, lytter intenst, mens en klynge børn udenfor presser ansigterne mod vinduet for at følge med i, hvad der sker. Fra højtaleren lyder tydeligt og klart en stemme fra Goroka, der ligger omkring 50 km mod nordøst:

– Ja, David, jeg hører dig.

Med et tilfreds smil svarer David:

– Jeg hører også dig klart og tydeligt. Det er ligesom at tale med dig i en mobiltelefon!

Kontrol med lærere

Dette er en HF-radio, en næsten hundrede år gammel teknologi, som stadigvæk bruges til at forbinde landsbyer i Papua Ny Guineas bjergområder med omverdenen. Trods udbredelsen af mobiltelefoner er det ofte umuligt at komme i kontakt med folk på den anden side af en bjergryg. Signalet når ikke frem.

Den aktuelle radio er en del af et forsøgsprojekt, hvor otte afsidesliggende skoler i Papua Ny Guineas østlige højland forsynes med en radio. Teknikere fra MAF Technology Services, der installerer radioer til missionsarbejde og kirker, sundhedsklinikker og skoler, står for installeringen.

Radioerne skal bruges til almindelig kommunikation, men deres hovedformål er at kontrollere skolernes lærere. Mange af lærerne i de små isolerede landsbyer skulker nemlig fra jobbet og flytter tilbage til en større by – men fortsætter med at hæve deres løn. I Guasa har det været svært for myndighederne at kontrollere, om lærerne nu også var til stede og underviste på skolen. Da HF-radioen blev installeret var der kun tre ud af ni lønnede lærere, der passede deres arbejde. Resten var flyttet væk.

Med en HF-radio på skolens område kan myndighederne dagligt få bekræftet fra hver enkelt lærer, at han eller hun er til stede og underviser.

Føler et ansvar for de lokale

Felix Mathew og Robert Kimb er to af de lærere, der fortsat underviser i Guasa. De føler et ansvar for at arbejde blandt de isolerede mennesker. Som Felix siger:

– Vi er her for at tjene disse mennesker, der mangler så meget – også helt basale ydelser som undervisning. Vi er her for at medvirke til udviklingen af deres lokalsamfund. Men det har ikke været let. Befolkningen værdsætter og støtter ikke altid skolen, og arbejdsbyrden øges betragteligt for de tilbageværende lærere, når nogle lærere udebliver.

– Robert underviser normalt 5. klasse, men når seks lærere i alt er taget væk, så underviser han også 6. klasse nu. Jeg underviser 2.-4. klasse, mens den sidste lærer underviser 7.-8. klasse. Det er meget ekstra arbejde, siger Felix.

Hvis forsøgsprojektet med HF-radioerne i det østlige højland bliver en succes, skal MAF’s teknikere også installere radioer andre steder i landet.

FAKTA:
MAF Technology Services
HF-radioen på MAF Technology Services’ kontor i Goroka er bindeled mellem afsides egne rundt om i hele Papua Ny Guinea og modtager meldinger som ordrer på forsyninger, bookinger af flyvninger eller nødopkald om ambulanceflyvninger. MAF Technology Services får i gennemsnit 200 radioopkald om året, hvor der er brug for ambulanceflyvninger.