Thorkild og Charlotte er klar til Sydsudan

Thorkild og Charlotte er klar til Sydsudan

Om ganske kort tid rejser Thorkild og Charlotte Jørgensen til Sydsudan for at arbejde som kommunikationsmedarbejder og lærer.

Astrid Reuss,  

Nøglerne til deres hus er afleveret, kasserne med deres ejendele er pakkede og opmagasineret, bilen er solgt, og der er blevet sagt farvel til familie og venner.

En helt anden hverdag venter nu Thorkild og Charlotte Jørgensen, når ægteparret fra Tølløse den 16. september forlader Danmark og rejser mod Sydsudan.

– Vi har arbejdet hen imod at skulle afsted et halvt år nu, og det er både med spænding og lidt stress, at der er under en uge til, at vi er på vej. Tiden er blevet knap her til slut med at få det sidste på plads og pakke vores hus ned og få styr på visum og fragt af de ting, vi skal have med til Sydsudan, siger Thorkild.

Fra MAF’s base i hovestaden Juba skal Thorkild arbejde som kommunikationsmedarbejder og korrespondent internt i MAF og blandt andet tage billeder og skrive historier for at dokumentere arbejdet, som MAF’s samarbejdspartnere udfører.

Mens Thorkild skal rejse meget rundt til der, hvor MAF’s partnerorganisationer arbejder, skal Charlotte undervise på en skole for børn fra andre udsendte familier i Juba.

En lille brik i et stort arbejde

MAF har været tilstede i området ad flere omgange siden 1950 og har siden 2006 haft fast base i Juba. Flyvningerne i landet spænder vidt, da MAF servicerer over 200 organisationer, der arbejder med alt fra uddeling af nødhjælp og akut lægehjælp, forsoningsarbejde mellem bekrigende stammer og støtte til lokale kirker.

Thorkild har en årrække haft sit eget grafikerfirma og blandt løst kommunikationsopgaver for MAF Danmark. Derfor har han også et godt forhåndskendskab til arbejdet i MAF.

– Jeg kommer til at være en lille brik i det store hjælpearbejde, som MAF gennem sine partnere er en del af. Konflikterne i Sydsudan er så komplekse, at det giver mening, at jeg er til stede for at dokumentere, hvad der foregår og kan være med til sætte behovet for hjælp til Sydsudan på dagsordenen herhjemme, siger Thorkild.

En tryg hverdag for børnene

Charlotte har indtil sommer arbejdet som lærer på Andreasskolen i Holbæk og glæder sig til at bringe sin baggrund i spil på den lille skole med otte børn.

– Jeg ser det som mit kald at skabe en hyggelig og tryg hverdag for børnene på skolen. De har jo ikke selv valgt, at de skal leve i et fremmed land, siger Charlotte, der udover at undervise i engelsk blandt andet vil starte svømmeundervisning og billedkunst op for eleverne.

Charlotte og Thorkild er begge i 50’erne og har hver især to voksne børn fra tidligere ægteskaber.

Ægteparret er foreløbig ansat for en etårig periode.

 

URL: http://maf.dk/thorkild-og-charlotte-rejser-til-sydsudan/