Caroline Kruse vil som ny projektleder i Co-Pilot inspirere danske unge til at gøre en forskel for verdens isolerede. Hun besøgte selv Madagaskar sidste sommer, og det har sat spor…
Har man først engageret sig i hjælpearbejde, hænger det ved.
Det er tilfældet for 23-årige Caroline Astrid Holst Kruse. Hun deltog nemlig i en rejse med Co-Pilot til Madagaskar sidste sommer. Nu er hun selv projektleder i Co-Pilot og i fuld gang med at skabe interesse for MAF’s hjælpearbejde blandt danske unge. Blandt andet ved at forberede rejser til Tanzania og Kenya.
– Jeg havde bare virkelig en god oplevelse med at rejse ud med Co-Pilot. Jeg synes det var helt vildt spændende at se, hvilken forskel MAF gør for isolerede mennesker. Det er bare virkelig meningsfuldt. Derfor engagerede jeg mig som frivillig i bestyrelsen og har nu sagt ja til at afløse Emma Vibe som projektleder. Det er spændende at skulle få flere unge mennesker til at engagere sig.
Glæde blandt isolerede
Caroline studerer antropologi på Aarhus Universitet på 3. år og har lige påbegyndt 5. semester. Så det med at involvere sig under fremmede himmelstrøg ligger lige til højrebenet.
– Ja, på Madagaskar var det først og fremmest det at komme ind under kulturen, møde de lokale og samtidig forstå lidt af deres livsvilkår. Vi fik lov til at møde rigtig mange mennesker og samarbejdspartnere, da vi besøgte både hospitaler og kirker.
– Vi kunne virkelig mærke den forskel, MAF gør, da vi var ude at køre på de næsten ikke-eksisterende veje hen til mennesker, der lever i stor isolation. De bor meget afsides, men det var stærkt at opleve deres glæde over den hjælp, de havde modtaget gennem MAF’s forskellige projekter.
Ro og tro inspirerer
Hvad tager du med tilbage til Danmark?
– Jeg blev virkelig mindet om, hvor vigtig tiden er. De tager tingene med ro derude – noget, vi måske har glemt lidt herhjemme i Danmark. Og så var det meget inspirerende at høre om deres trosliv. De er meget mere åbne for at tale om tro og meget mere konsekvente i forhold til at tro på, at bøn virker. De er ikke så skeptiske, som vi er hjememme.
Nu skal du så være projektleder. Hvad er din drøm?
– Jeg synes, at Co-Pilot allerede gør et godt stykke arbejde med at være synlige blandt danske unge og engagere flere i MAF. Det drømmer jeg om, at endnu flere får lov til. De skal også have lov til at opleve det indblik, man får når man rejser ud med Co-Pilot, og ser, at det virkelig er altafgørende for nogle mennesker at kunne få hjælp gennem MAF’s flytjeneste.
Taknemmelighed og bøn
Hvilke aftryk håber du at sætte i de unges liv?
– Jeg håber selvfølgelig, at de bliver bevidste om, hvor meget vi har at være taknemmelige for i Danmark. Men også, hvor lidt vi egentlig kan give for at gøre en forskel i deres liv på den anden side af kloden.
Caroline Kruse håber, at de unge må få ”en bevidsthed om, at MAF virkelig er relevant”, som hun udtrykker det:
– Jeg håber at skabe taknemmelighed og samtidig en lyst til at støtte og huske de mennesker i bøn, som vi er til for. Og så håber jeg selvfølgelig at de unge engagerer sig i en mission på en eller anden måde – enten ved at bruge sine sundhedsfaglige evner eller fortælle dem evangeliets gode budskab – eller begge dele.











































































































































































