Charlotte Jørgensen var lærer på Juba Christian Academy i Sydsudan fra 2017-2019. Hun var især glad for muligheden for at dele sin tro med børnene på skolen.
Hver morgen på Juba Christian Academy i Sydsudan begynder eleverne med en halv times sang, bibelfortælling og på at øve sig i at citere bibelvers. Charlotte Jørgensen, der var lærer på Juba Christian Academy fra 2017-2019 husker tilbage på den stund som det allerbedste ved at være på den internationale lilleskole i Sydsudans hovedstad.
”Det var helt fantastisk for mig som lærer at kunne integrere min tro som en del af skolehverdagen. Det var meget meningsfuldt at kunne bidrage til børnenes kristne fundament og bare synge og prise Gud sammen med dem, siger Charlotte Jørgensen her fire år efter hun og hendes mand forlod Sydsudan.
”Når jeg om eftermiddagen efter en dag i skolen var tilbage på MAF’s compound (red. indhegnet område, hvor MAF udsendte bor), kunne jeg høre børnene synge de kristne sange, vi om morgenen havde danset til foran den bærbare pc, der var klappet op ovenpå en plasticstol.”
Kommende kollegaer hjalp med forberedelse
Egentlig var det ikke Charlotte Jørgensen drøm at rejse til Sydsudan som lærer. Det var hendes mand, Thorkild, som havde fået en opfordring til at blive kommunikationsmedarbejder for MAF i Sydsudan. Men der var også brug for Charlotte. En skole for missionærbørn i Sydsudans hovedstad Juba søgte en lærer til deres internationale lærergruppe bestående af en skoleleder fra USA, en lærer fra Canada og en lærerassistent fra Kenya. Skolen havde på det tidspunkt 11 elever fordelt på to klassetrin.
Ideen om at rejse væk fra familien i Danmark skulle lige bundfælde sig for Charlotte, men i processen hjalp det meget at tale med skolens medarbejdere.
”Jeg kan huske, at jeg var meget nervøs for at undervise på engelsk og i engelsk. Men jeg havde nogle gode snakke med Juba Christian Academys leder, April Habeger, som satte mig ind i undervisningsplanerne, der følger det amerikanske pensum,” siger Charlotte Jørgensen.
Særligt kollegaerne på skolen husker hun på med stor hjertevarme. April Habeger, der stadig er leder af skolen i dag, var exceptionel til at skabe en varm atmosfære på skolen, hvor Charlotte følte sig elsket og værdsat.
”Vi stod virkelig sammen. Jeg tror, at en af vores styrker var, at vi også mødtes om lørdagen, hvor vi alle var en del af et bedefælleskab for kvinder. Så vores kollegaskab var altså udvidet til at være et åndeligt fællesskab. Det gav en rigtig god og tryg hverdag på skolen, hvor vi var frimodige til også at dele byrderne med hinanden,” siger Charlotte Jørgensen.
Baggrunden som dansklærer var værdifuld
Charlotte Jørgensen lægger ikke skjul på, at omsætningen af hendes danskfaglighed til engelsk krævede en del forberedelse både inden udsendelsen og dag-til-dag i hverdagen. Men skolen har både udførlige undervisningsplaner og materialer samt et fuldt udstyret bibliotek med bøger til eleverne.
”Jeg fandt ud af, at min baggrund som dansklærer var meget brugbar. Rigtig mange af de faglige begreber og metoder er de samme – de skal bare oversættes,” siger Charlotte Jørgensen, der udover engelsk også underviste i billedkunst og idræt.
Erfaring med Gud er vigtig
Charlotte Jørgensen var selv en erfaren lærer, da hun rejste afsted. Det har selvfølgelig hjulpet på hendes tilgang til at være lærer i et fremmed land, men alligevel var det ikke lærererfaringen, som hun trak mest på:
”For at rejse til et land som Sydsudan med så stor fattigdom, og når man møder folk, som ønsker penge af en og måske kan virke truende, så tror jeg at det vigtigste er, at man har erfaring med Gud. Med det mener jeg, at man har været kristen i nogle år og hviler i, at Gud er med en, uanset hvad der sker, siger Charlotte Jørgensen.
Hver dag kørte de i skolebus sammen med eleverne til Juba Christian Academy, og her oplevede de ofte, at bussen blev stoppet, og politiet krævede bestikkelse for, at de måtte køre videre. Deres sydsudanesiske chauffør tog sig af at forhandle med politiet, mens Charlotte skulle sørge for, at børnene forblev rolige.
Hun tror ikke, at erfaringen som lærer gjorde den store forskel i sådanne situationer:
”Uanset om man er nyuddannet lærer eller mere erfaren, så bliver man sendt ud af Gud. Og så kan man bidrage med meget.”
Et meget lille fællesskab på godt og ondt
Når man er udsendt af MAF til Sydsudan bor man på en såkaldt ”compound”. Det vil sige, at man bor i et hus på et indhegnet område, hvor også andre udsendte familier bor. Det skaber et meget lille fællesskab, hvor man også bor tæt på de elever og forældre, som man havde en professionel relation til.
”Vi var jo hele tiden sammen på compounden. Det kunne være udfordrende, hvis man havde en uoverensstemmelse eller sag med nogle forældre omkring en elev. Men jeg synes, at vi var gode til at tale sammen og også tilgive hinanden og komme videre,” siger Charlotte Jørgensen og fortæller, at børnene måske havde lidt sværere ved at respektere, at læreren altså havde fri, når de var hjemme på compounden.
”De kunne godt finde på at banke på og spørge om mrs. Jørgensen ikke kom ud og var med til at lege eller ville have hjælp, hvis de var blevet uvenner over noget. Men jeg blev nødt til at holde fast i, at jeg havde fri, når jeg var hjemme. Det blev for omfattende for mig, hvis jeg også skulle være legetante i min fritid.”
Ofte brugte hun eftermiddagen på at se en TV-serie for at stresse af efter en lang skoledag. Faktisk ganske som nu, hvor hun er tilbage i sit tidligere job som bl.a. dansklærer i 4.-6. klasse på Andreasskolen i Holbæk.
Hverdagen i Sydsudan virker langt væk i det daglige. Men Charlotte sidder tilbage med en taknemlighed, som har ændret hendes syn på livet i Danmark.
”I de lokale skoler i Juba, som vi en gang imellem besøgte, måtte tre børn deles om én blyant og én bog. De sad klinet sammen på smalle bænke, og det var ren udenadslære. Jeg bruger min tid i Sydsudan i dag til at gøre mine elever opmærksomme på, hvor gode muligheder vi har for uddannelse i Danmark, siger Charlotte Jørgensen.
