Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:
Farvel til MAF og Sydsudan

Farvel til MAF og Sydsudan

Om få måneder slutter vores eventyr i Sydsudan. Vi ankom i september 2017 – Charlotte som lærer for missionærbørn og Thorkild som kommunikationsmedarbejder for MAF. Begge har vi haft opgaver, der har budt på store udfordringer, der har testet og udviklet os, og det har været et privilegium at få lov at være en del af MAF’s mission, som så mange organisationer er afhængige af for at nå ud til isolerede samfund.

Det netværk af nationale og internationale mennesker, vi har opbygget gennem arbejde, kirke, bibelstudiegrupper og børneklub, har givet os indblik i mange forskellige aspekter af Sydsudan. Der er så lidt, der fungerer ordentligt, og så mange ting, der synes at være imod en.

Frygt bliver erstattet med tro

Det er tydeligt, at Sydsudan som land er forpint af mange års borgerkrig. Der er dem, som har mistet alt, og dem, som har raget alt til sig. Og så er der alt det indeni mennesker, som vi ikke kan se, og som ville kræve hjælp fra hele statsapparatets psykologer, hvis disse mennesker boede i Danmark.

Det, som giver håb, er, at mange sydsudanesere har erstattet frygt med tro. Kirkerne er fulde af lovsyngende og tilbedende mennesker, der tror på, at Gud er deres eneste håb om fred. I en kultur, hvor hævn læres fra barnsben af, er der brug for et budskab om tilgivelse og forsoning.

Gud er med

I det store hele har vi følt os trygge, både når vi kører omkring i Juba eller flyver til andre områder. Vi tror på englevagt, og der har været fjendtlige episoder, hvor vi har oplevet, at vi blev beskyttet på overnaturlig vis.

Vi har dagligt lagt vores udfordringer over til Gud, og så har varmen, elendigheden, forureningen, kulturen, maden og afsavnet været til at bære, og vi har oplevet glæde og personlig udvikling, som vil bære os videre til det næste eventyr.

Efter et par måneder hjemme i Danmark flytter vi til det nordlige Kenya, hvor vi skal overtage ansvaret for et missionsarbejde, som er startet for ti år siden af et svensk ægtepar, der ligeledes har arbejdet for MAF igennem mange år. Her bliver det os, der bliver afhængige af MAF’s fly for at komme tilbage til civilisationen.

Med kærlig hilsen
Charlotte og Thorkild Jørgensen

Charlotte og Thorkild Jørgensen er MAF Danmarks udsendte i Sydsudan. Thorkild er kommunikationsmedarbejder for MAF, mens Charlotte underviser på skolen Juba Christian Academy.