Til daglig er Lars Stoltenberg Grove pilot hos JetTime og er frivillig i MAF Danmarks bestyrelse. Men i denne uge er han på besøg hos MAF i Uganda. Han fortæller her:
Uganda er et smukt land. Enorme vidder, grønne og frodige nationalparker og Nilens blå vand, som ustoppeligt flyder gennem landet. Men der er mange, som har lang vej til hjælp.
Fra luften kunne jeg se, at selv i de mest øde egne ses der fra luften små isolerede landsbyer med lerklinede hytter uden andet end bittesmå jordveje, som forbinder dem til omverdenen.
Struktur og disciplin får MAF til at fungere
Fra mit eget arbejde kender jeg til vigtigheden af standardisering. Når et selskab eller en virksomhed er fragmenteret, så opstår der hurtigt en risiko for en slags ”flyveklubs-syndrom”, hvor hver afdeling finder sin egen måde at operere på.
Standardisering er MAF tydeligvis meget dygtige til, selvom de spænder så bredt både på personale og geografi. Det er tydeligt, at struktur og disciplin er en stor del af den løbende træning for piloter og folk med direkte tilknytning til den operative del.
Det er meget tydeligt, at strukturer og procedurer på den flytekniske front er i højsædet. En ny simulator på MAF-basen i Kajjansi tillader træning og standardisering af procedurer til under en tiendel af prisen for samme træning på den rigtige flyvemaskine. Jeg fik mulighed for at diskutere med én af instruktørerne, hvad de møder af udfordringer i de daglige operationer, og hvordan “nye” piloter fra uddannelsen hos f.eks. MATC skal vænnes til at flyve i luftrum uden radiokontakt med flyveledelsen.
I fugleflugt til Afrikas største flygtningelejr
En del af vores rejse var at flyve med MAF til Arua i Norduganda for at besøge Afrikas største flygtningelejr Bidibidi. Flyveturen på Cessna Caravan-flyet 5X-FRM med piloterne Nils og Andrew startede i regnvejr i Entebbe tidligt om morgenen. Vi delte flyet med et amerikansk par, som arbejder for Africa Indland Mission Air i Arua, så allerede der så vi MAF i sin funktion som facilitator for mission og nødhjælp.
På vejen hjem fra Arua havde vi en mellemlanding i Adjumani. En smal jordstribe med en lille og slidt ”terminalbygning”, som er mindre end de fleste danske parcelhuse. Anflyvning, landing og afgang viser med al tydelighed, at det grundlæggende pilothåndværk er på plads hos de ansatte. Der findes ingen hjælpemidler til anflyvningen, og her bruges fælles erfaring og basale kort til at bedømme risikofaktorer, som inkluderer jordtype, lokale vejrfænomener og viden om fugle- og dyreliv. Det vrimler i luften med fugleflokke og højtflyvende rovfugle, og på landingsbanen græsser kvæg og geder i kanten.
Piloten må derfor altid have en ”plan-b”, i alle faser af flyvningen.
Turen til Bidibidi tydeligjorde effekten af at kunne nå frem i fugleflugt – vi brugte omtrent 3 timer i en tætpakket firehjulstrækker for at nå frem til Bidibidi fra Arua, hvor vi landede Dette på en dag, hvor vejene var tørre og relativt gode at køre på. Samme tur kan, når MAF færdiggør landingsbanen i området, klares på 15-20 minutter.
