Lokal bjergklinik i Lesotho kunne ikke gøre mere, da Khotso Nyanat blev ramt af alvorlige epilepsianfald. Men takket være MAFs ambulancefly fik han akut hjælp på sygehus.
Det er mandag morgen, og jeg befinder mig på Mejametalana Airbase. Militærlufthavnen, hvor MAFs base ligger. Det er min sidste dag i kongeriget Lesotho, Sydøstafrika, hvor jeg i otte dage har fulgt med i et arbejde, der er større, end jeg kan sætte ord på.
«Kode 1» på flybasen
Der er travlt på basen. I øjeblikket er der kun to piloter. En af dem er Dave LePoidevin, som har båret en stor del af byrden på det seneste. Han er egentlig udstationeret i Mozambique, men der er pilotkrise i Lesotho, så han har måttet hjælpe her de seneste otte måneder, indtil nye piloter kommer og tager over.
Jeg sidder og taler med en anden medarbejder, men vores samtale bliver brat afbrudt. Radiooperatøren kommer ind:
– Der er en kode 1.
Kode 1 betyder en akut, potentielt livstruende, mission.
Dave er lige landet efter at have fløjet evangelister ud for Lesotho Mountain Discipleship. Han ser på mig: – Vil du med?
Jeg kigger på uret. Jeg skal godt nok nå et fly hjem til Norge i eftermiddag. Fornuften siger nej, men eventyreren i mig vågner, så jeg tager kameraet og løber efter ham.
Hjælp til isolerede patienter
Cessna 206’eren fra 1985 stiger støt. Under os åbner Lesotho sig i grønt, brunt og gult. Søer glitrer blåt mellem bjergene.
Det er smukt, men vi er ikke på sightseeing. Det er et kapløb med tiden.
Motoren arbejder hårdt i højden og varmen. Belastningen er enorm, men disse fly kan klare mere, end man skulle tro. Ikke mindst takket være dygtige mekanikere og grundig vedligeholdelse. Og det er vigtigt, når der handler om liv eller død.
53 minutter senere lander vi silkeblødt i Mokhotlong.
Ambulancen, der holder klar, bakker hen mod flyet. En ung mand bliver løftet ud. Han ser ikke godt ud.
– Hvad fejler han? spørger jeg den sygeplejerske, der ledsager ham.
Sygeplejersken Mofana svarer roligt:
– Epileptiske anfald hvert fjerde til femte minut. Situationen er kritisk. Det kan føre til skader på hjernecellerne og i værste fald give livstruende komplikationer.
På den lokale klinik i Mokhotlong har de gjort alt, hvad de kunne. Nu er hovedhospitalet i Maseru det sidste håb.
Håb i håbløsheden
Khotso ligger på en båre og er ikke ved bevidsthed. Hans ansigt har ar og sår, der hver især vidner om epilepsianfald, han ikke kunne kontrollere.
Det kræver kræfter at få båren på plads. Dave er rolig, men fokuseret. Båren fastgøres omhyggeligt, for i bjergene kan turbulensen være brutal. Før afgang lukker Dave øjnene.
– Herre, vær med Khotso. Giv os en sikker rejse uden turbulens. Amen.
Dave er en mand af få ord, men de ord, der falder, er desto mere vigtige.
Motoren starter, og vi letter.
I luften vender Dave sig mod patienten og ser bekymret ud, men sygeplejersken Mofana giver tommelfingeren opad. Jeg ser på Khotso og tænker på hans familie. På frygten og hjælpeløsheden, når anfaldene kommer hvert femte minut, og på kroppen, der ikke får lov til at hvile.
«Et privilegium at hjælpe»
Vi lander på MAF-basen. Igen silkeblødt. Dave er en dygtig pilot.
Også her holder en ambulance klar. Folk strømmer til for at hjælpe. Her på basen behøver Dave ikke at løfte de tungeste ting. Som 62-årig har mange år med tunge løft sat sine spor.
Da Khotsho er sikkert placeret i ambulancen, kommer Mofana hen for at sige farvel. Hun smiler og takker MAF for at komme så hurtigt. Hun har fløjet med MAF før og ved, hvad det betyder. Når de har gjort alt, hvad de kan ude i bushen, og det stadig ikke er nok, giver MAF håb midt i håbløsheden.
Da ambulancen kører afsted, læner Dave sig op ad flyet og siger stille:
– Tænk, at jeg får lov til at være en del af dette. Det er et privilegium!
