Solen brænder, da alarmen går på MAF’s flybase i Maseru. En ung mand kæmper for sit liv i Lesothos bjerge. MAF-pilot må reagere øjeblikkeligt.

Det er tirsdag. Solen brænder fra en skyfri, blå himmel over Mejametalana Airbase i Maseru. Luften skælver af varme over landingsbanen. Her på MAF-basen er der travlt.

Vi er lige landet efter en mission i bjergene i kongeriget Lesotho. Flyet er stadig varmt, mens det forberedes til den næste afgang.

Pilot Terje Sande flyver meget hjemme i Norge og andre steder i Europa – men det, han har set her, har gjort et dybt indtryk på ham.

Pludselig lyder en stemme over højttaleren. Det er ”Kode 1” – en alarm, der kræver øjeblikkelig handling. Missionen haster.

Tempoet på basen øges mærkbart. Brændstof bliver fyldt på flyet. Propel og landingsstel bliver inspiceret. Instrumenter bliver tjekket. Lister bliver gennemgået.

Oplysningerne om patienten er minimale. Der bliver gjort plads til en båre og ilt. Sekunderne tikker.

Men MAF’s piloter lader sig ikke stresse. De gør aldrig noget halvt. Sikkerhed i luften er altafgørende. En fejl kan koste mere end tid.

Terje kigger på mig, som om han har hørt mine tanker.

– Det er bedre at bruge et par ekstra sekunder her end at styrte ned i bjergene, siger han roligt.

Jeg ved, at han har ret.

Motoren i Cessna 206 brøler bravt, mens vi ruller ud. Vi letter.

Lesotho ligger på en højslette. Varmen og højden dræner motoren for kraft. Bjergene rejser sig under os, grønne og frodige nu i overgangen til vinter. Men vejret kan være brutalt. Vinterstorme, hagl, sne og pludselige vindstød.

Flyvetiden til Qashas Nek er 51 minutter. Tiden føles lang, når nogen ligger og venter.

Vi flyver gennem lommer af turbulens. Over bjergtinderne ligger landskabet hvidt efter kraftige haglbyger. Piloten styrer roligt og undgår de værste skyer.

Landingen er silkeblød.

Sirener nærmer sig, mens motoren dør. Ambulancen kommer rundt om hjørnet. Patienten er en ung mand. 32 år gammel. Thabo Mojakhomo. Han ser ikke godt ud.

Sygeplejerske Mabote Chobisa, kun 33 år gammel, forklarer hurtigt. Hepatitis. Leversvigt. Forstoppelse. Store smerter.

Klinikken her har gjort, hvad de kan. Det er ikke nok. Han skal til hovedhospitalet i Maseru. Til specialisterne.

Thabo er skrækslagen. Både for at dø – og for at flyve. Han har aldrig været i et fly før. Han bliver forsigtigt hjulpet ind i bagsædet på flyet. Sikkerhedsselen spændes. Sygeplejerske Mabote sætter sig ved siden af ​​mig. Hans blik er fastlåst.

– Er der noget galt? spørger jeg. Han synker. – Det er første gang, jeg flyver. Og første gang, jeg er med i en ambulanceflyvning.

Der ligger meget ansvar i de ord. Og meget frygt. Piloten beder en kort bøn før start. Motoren starter igen. Vi letter fra den smalle landingsbane.

Sygeplejerske Mabote sidder helt stille ved siden af ​​mig. Han kigger ned i gulvet. Jeg prøver at smile opmuntrende.

Jeg vender mig om. Et øjeblik fryser mit blod. Thabo ligger bagoverbøjet, helt stille. Er han død? Så bevæger en finger sig. Han trækker vejret og sætter sig langsomt op igen. Hans ansigt er stramt af smerte.

Hjemturen er roligere. Mindre turbulens. Da vi lander i Maseru, er ambulancen klar. Sirenerne er stille nu. Det er næsten højtideligt.

Da motoren stopper, og propellen går i stå, kommer MAF-personalet løbende.

Thabo bliver forsigtigt båret ud og ind i ambulancen.

Han siger ikke meget. Men hans blik siger det hele.

Tak.

Vi står ved siden af ​​flyet og ser ambulancen forsvinde ud af gaten.

Terje er tavs i lang tid. Så siger han sagte:

– Dette er den vigtigste flyvning, jeg nogensinde har foretaget i hele min karriere.

Jeg forstår, hvad han mener.

Det handler om liv.