Nogle steder kan ambulancer ikke nå frem, andre steder mangler de simpelthen ambulancer. Men samarbejdet med MAF sikrer, at kritisk syge patienter når frem til hospitalet i tide, fortæller cheflæge i Østtimors hovedstad Dili.
I Østtimors yderområder kan patienter med akut behov for lægehjælp ikke komme på hospitalet. Det skyldes, at almindelige ambulancer ikke kan nå frem til de afsidesliggende landsbyer.
Derfor har MAF siden 2007 hjulpet landets sundhedsvæsen med at flyve syge eller forulykkede patienter hen over det ufremkommelige terræn til det nationale hospital i hovedstaden Dili.
Når vejene er dårlige, og tiden er knap
Dr. Simplicio Amaral de Deus, der er cheflæge ved ”rigshospitalet” i Dili, fortæller, at samarbejdet mellem MAF og den lokale ambulancetjeneste Servisu Nasional Ambulancia Emergencia Medika (SNAEM) er helt uundværligt.
– Partnerskab er meget vigtigt for både mennesker og myndigheder i Østtimor, fortæller han.

Før Dr. Simplicio blev cheflæge i Dili i 2023, arbejdede han som praktiserende læge i syv af landets kommuner. Der oplevede han, hvor vanskeligt det kan være at overføre kritisk syge patienter til hospitalet, når vejene er dårlige, og tiden er knap.
– Der er steder, hvor vi ikke kan evakuere patienter ad landevejen. Her er der virkelig brug for lufttransport, fortæller han og nævner steder som Lautém, Suai, Viqueque og Oecusse.
Evakuerer 250 patienter om året
Det er her MAF er med til at redde liv:
– Mennesker i livsfare kan nå frem til hospitalet i tide, fordi MAF kan komme inden for 30 eller 40 minutter, fortæller dr. Simplicio.
I nogle kommuner mangler der simpelthen ambulancer.
– Hver af de 14 tilgængelige kommuner har kun en eller to ambulancer. Hvis én er optaget eller på værksted, er der kun én tilbage. Og nogle ambulancer er så gamle, at de ikke er sikre at køre i.
Desuden forhindres ambulancer i at nå frem, når der er oversvømmelser i regntiden, tilføjer cheflægen.

MAF evakuerer mellem 20 og 25 patienter hver måned. De sidste fem år er flere end 250 patienter blevet evakueret hvert år.
Vigtigt at MAF er en kristen organisation
For Dr. Simplicio er der én ting, der skiller sig ud ved MAF: Den pleje og omsorg, der finder sted under og efter flyvningen.
MAF betjener også patienterne efter flyet er landet i lufthavnen, fortæller han.
– Præster og andre medarbejdere besøger også hospitalet for at se til patienterne og medbringe tøj og andre fornødenheder.
Det betyder meget, at MAF har en kristen profil, tilføjer cheflægen:
– Piloten beder altid inden flyvningen. Det styrker vores ånd og viser, at MAF’s arbejde ikke er for profit, men for at hjælpe mennesker, slutter han.



























































































































































