Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
MAF Danmark henter generalsekretær fra efterskoleverdenen

MAF Danmark henter generalsekretær fra efterskoleverdenen

Allerede som teenager stiftede Peter Hedelund bekendtskab med MAF’s arbejde, hvor han blev meget fascineret af, hvordan MAF flyver ud til de mest isolerede steder i verden.

”MAF gør en kæmpe indsats blandt andet ved hjælp af fly for at nå ud med næstekærlighed til jordens fjerneste egne. Jeg glæder mig meget til at selv blive en del af denne handlekraftige organisation,” siger Peter Hedelund, som altid har haft lyst til at arbejde i en kirkelig og humanitær organisation som MAF.

Formand for MAF Danmarks bestyrelse, Martin Gräs Lind, glæder sig også til at byde Peter Hedelund velkommen i MAF Danmark og fortæller, at en enig bestyrelse har valgt Peter Hedelund blandt mange kvalificerede kandidater:

”Peter Hedelund har fortalt, at hans hjerte hoppede et par gange, da han læste stillingsopslaget, for han vidste med det samme, at det var et job for ham. Det er et gensidigt match, og jeg er personligt meget glad for, at det er lykkedes at rekruttere en så velkvalificeret profil som Peter Hedelund, der som ny generalsekretær vil komme til at repræsentere MAF Danmark,” siger Martin Gräs Lind.

Vant til at samarbejde på tværs af kulturer

Peter Hedelund er oprindeligt uddannet socialrådgiver, men har de sidste 11 år været leder af 10. klasse-tilbuddet Euroclass, som er tilknyttet den kristne efterskole Kildevæld i Kolding. Euroclass har fokus på rejser med frivilligt arbejde, og netop at Euroclass er en meget rejsende efterskole, kan han bruge som generalsekretær for MAF Danmark, fortæller Peter Hedelund:

”Som leder af Euroclass har jeg skabt netværk og samarbejdet med kirker, skoler og organisationer i mange forskellige lande. Den erfaring kan jeg trække på i MAF, som jo også arbejder på tværs af kulturer og i samarbejde med et utal af partnere.”

Tidligere har Peter Hedelund også været præst i Apostolsk Kirke i Kolding. Privat er han gift med Sarah og sammen har de fire børn.

MAF skal ud til børn og unge og virksomheder

Peter Hedelund ser mange muligheder for, at MAF Danmark kommer til at stå stærkere fremover både i forhold til profilering og opbakning til arbejdet verden over. Især ser han et stort potentiale blandt børn og unge.

”Hvis MAF kunne gøre et så stort indtryk på mig som teenager, så tror jeg også, at MAF’s arbejde kan gøre det blandt børn og unge i dag. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi kunne arrangere en børne- og ungetur til fx Madagaskar, siger Peter Hedelund, som også fremhæver muligheden for, at flere virksomheder indgår partnerskab med MAF Danmark.

”Det blåstempler MAF’s arbejde, at KIRK KAPITAL i sin tid donerede et helt fly til Papua Ny Guinea. Jeg vil gerne arbejde for, at endnu flere virksomheder får øjnene op for MAF,” siger Peter Hedelund.

Peter Hedelund begynder som generalsekretær den 1. august. MAF Danmarks nuværende leder, Øjvind Thomasen, fortsætter i en deltidsstilling som administrationsmedarbejder samtidig med sit nye job som pilot for North Flying.