En skole i Ugandas Karamoja-region tilbyder mere end skolegang til unge piger. Når piger som Mary får en uddannelse, får de fremtidsmuligheder og mindre risiko for at blive handlet eller tidligt bortgiftet.
– Jeg er glad for, at jeg skal på gymnasiet, siger Mary med et smil. Snart vil hun tage det næste skridt på en rejse, hun har drømt om i årevis.
Mary Nangiro er en dedikeret elev. Hun begyndte i 2021 på en skole drevet af MAF’s samarbejdspartner Ezekiel 37 Ministry.

Akigyeno Primary School uddanner omkring 300 elever i Ugandas Karamoja-region, hvor læsefærdigheden er blandt de laveste i landet.
– Jeg plejede at læse i mine bøger om natten for at klare mig godt. Skolen gav os lygter, som hjalp os med at læse om aftenen, fortæller hun.
Marys landsby har ingen elektricitet, hvilket gør den soldrevne lommelygte til et vigtigt redskab, for at hun kan forfølge sine mål.
Topkarakterer i skolen
I en alder af 17 år blev Mary en af de få elever, der opnåede topresultater ved den nationale eksamen, der tages ved afslutningen af folkeskolen. Resultaterne fra Ugandas Primary Leaving Examination (PLE) har afgørende betydning for en elevs mulighed for videre uddannelse.
Desværre har ikke alle Marys venner haft de samme muligheder.
Sidste år blev en af Marys venner bortført af en mand, der senere tvang hende til at gifte sig med ham. Mary kender mange andre piger, der har oplevet de samme situationer – nogle på hendes egen alder, andre endnu yngre.
Solgt for fem dollars
En rapport fra en organisation, der bekæmper kriminalitet i Afrika, viser, at piger fra Karamoja-regionen er blevet solgt for helt ned til fem dollars – 35 kroner – og handlet til Kenyas hovedstad Nairobi (ENACT 2021).
Det er afgørende, at børn kommer i skole, da uddannelse er med til at beskytte dem mod menneskehandel og børneægteskaber.
Florence Talamoi, Napak-distriktets ledende skoleinspektør, har set virkningen af disse udfordringer på første hånd.
– Fattigdom og usikkerhed er væsentligt medvirkende årsager til børnehandel her, siger hun. – Nogle af børnene bliver handlet til Kenya, hvor de bliver giftet væk af slægtninge.

Gratis skolemad
MAF’s samarbejdspartner Ezekiel 37 Ministry tilbyder mere end gratis skolegang. For piger som Mary tilbyder skolen også tryghed og håb for fremtiden.
– Akigyeno-skolen betyder så meget, men der er stadig meget at gøre, sukker Florence Talamoi.
Ud over gratis uddannelse tilbyder Akigyeno-skolen to måltider om dagen til sine elever. Det er ofte de eneste måltider, børnene får, fordi det ikke er sikkert, at de får noget at spise derhjemme.
90 minutter i stedet for to dage
MAF flyver Ezekiel 37 Ministry’s team til Moroto, hvorfra de rejser til Akigyeno Primary School i Napak-distriktet. Regionen er afsidesliggende og vanskelig at komme frem til. Rejser ad landevejen kan tage en eller to dage på grund af dårlige veje.
Rebecca Sekamanya, skolens grundlægger og rektor, er dybt taknemmelig for MAF’s regelmæssige flyvninger til Moroto.
– Vi sætter så stor pris på MAF. Jeg tror ikke, vi kunne gennemføre disse ture uden jer, siger hun.
Fordi flyveturen kun tager omkring 90 minutter, kan Rebecca og hendes team udføre deres arbejde på skolen, selv på de dage, hvor de rejser.
– At bruge to dage på landevejen er ikke en god forvaltning af vores penge og giver slet ikke mening, siger hun.
Drømmer om at blive sygeplejerske
For Rebecca er eleverne altid i centrum.
– Jeg er så stolt af disse børn. De er den første klasse i skolen, der har taget den afsluttende PLE-eksamen, siger Rebecca.
Ud af de 19 elever, der tog deres PLE på Akigyeno-skolen, fik tre topkarakter, mens 16 fulgte lige efter på andenpladsen. De kvalificerer sig alle til at begynde i gymnasiet.
Før de begyndte på skolen, tilbragte mange af disse børn deres dage med at vogte husdyr eller udføre husarbejde.
Uden adgang til uddannelse ville mange stå over for en helt anden fremtid – en fremtid præget af sårbarhed, fattigdom og risiko for udnyttelse.
Mary forbereder sig nu på at begynde på gymnasiet. Hun drømmer om at blive sygeplejerske, så hun en dag kan tjene og støtte sit lokalsamfund.











































































































































































