Det er svært at tage vare på flere børn, når maden er så knap, fortæller Tut Thuok, som har taget sin brors familie til sig.
Op mod 50.000 børn blandt de over 2 millioner flygtninge i lejrene i Uganda bor der uden deres biologiske forældre.
Nogle har mistet deres forældre på flugten fra enten Sydsudan eller DR Congo, hvor flygtningene typisk kommer fra, andre børn er simpelthen blevet væk fra deres forældre.
Og det seneste år begynder hjælpeorganisationer også at møde børn, hvis forældre har forladt dem, fortæller Ruth Jack, som er MAF’s regionsleder i Afrika:
“Vi begynder at se børn, som har ansvar for deres søskende, fordi deres forældre enten er døde eller har efterladt børnene for at lede efter mad eller som en desperat handling for selv at overleve.”

Størstedelen af børnene får en plejeforælder
Langt de fleste børn får dog hjælp enten af hjælpeorganisationer, der finder en plejefamilie til dem, eller at et familiemedlem tager dem til sig. Der findes ikke en eksakt opgørelse, men UNICEF skønner at omkring 40.000 børn enten er kommet i plejefamilie eller blevet taget ind af et familiemedlem.
HVAD GØR MAF?
MAF tilbyder sine flyvninger til en lang række humanitære organisationer, som arbejder i flygtningelejrene i Uganda.
Mange af MAF’s flyvninger har nødhjælpsarbejdere, donorer, FN-repræsentanter og diplomater med. Det giver dem mulighed for at bruge deres tid og ressourcer på nødhjælpsarbejde i stedet for transport.
Tut Thuok er flygtning fra Sydsudan og udover sine egne børn, har han ansvar for sin afdøde brors børn.
Tut flygtede fra Sydsudan, fordi det var umuligt for ham at klare sig, mens der var krig, når han også har et fysisk handicap.
Uden tilstrækkelig mad er det svært at tage sig af børnene
Dog er det ikke nemt at bo i flygtningelejren – særligt ikke når Tut Thuok nu har ansvar for i alt ni børn.
Maden er knap efter at den internationale bistand fra bl.a. USA er svundet ind.

Ifølge den fælles analyseplatform IPC for bl.a. World Food Programme modtager kun 32,4 procent af flygtningene på tværs af alle 13 flygtningelejre i Uganda såkaldt humanitær fødevaresikkerhedsbistand (HFSA). Og de leverede mængder kan endda ikke dække modtagernes daglige kaloriebehov.
“Vi har ikke nok mad, siger Tut Thuok.
“Mængden af mad er blevet reduceret, og min kone har lige fået født en baby. Det er svært at se en fremtid her.”
Men Tut har ikke givet op. Han forsøger sit bedste for at skabe en fremtid – både for sine egne børn og sin brors.
Bl.a. får Tut hjælp af MAF’s partner LWF, som arbejder med at lave drikkevandsboringer og skaffe rent vand i lejrene.










































































































































