Efter familieforøgelse og rundrejser til kirker i Danmark rejser Rebecca og Tajs Würtz Jespersen tilbage til opgaverne på den anden side af jordkloden.
Rebecca og Tajs Würtz Jespersen er hjemme på orlov, hvor deres lille pige Ruth er kommet til verden og sønnen William har fået en lillesøster.
Inden fødslen rejste de land og rige rundt for at fortælle om deres engagement i Papua Ny Guinea, hvor Rebecca er lærer på Highlands Christian Grammar School og Tajs er kommunikationsmedarbejder i MAF Papua New Guinea.
Rebecca og Tajs har besøgt alt fra børneklubber til seniorfællesskaber i løbet af foråret – 13 arrangementer i alt.
Dokumentarfilm vakte begejstring
Her har især Tajs nye dokumentarfilm Rejsen ud af isolation vakt begejstring hos de mellem 10 og 100 deltagere.
– Tajs’ video fra flere dages vandretur gennem jungle i Papua Ny Guinea har givet et bedre indblik i, hvad MAF’s arbejde drejer sig om, fortæller Rebecca og fortsætter begejstret. – Jeg synes virkelig folk har været positive og søde!
– Vi har prioriteret tid til spørgsmål, fordi det kan folk virkelig godt lide, supplerer Tajs.
Hvad er de nysgerrige på?
– Unge spørger mest ind til, hvad CO-PILOT går ud på, hvordan man kan komme ud at rejse. Ja, hvad skal der til af forberedelser, for at man kan komme afsted, fortæller Rebecca.
– For de ældre drejer spørgsmålene sig mere om kulturen, hvilke forskelle, der er mellem Papua Ny Guinea og Danmark, siger Tajs.
Kommunikation og partnerskaber
Rebecca og Tajs regner med at være klar til at rejse tilbage til Papua Ny Guinea til september. Landet med de mange isolerede folkegrupper har hårdt brug for MAF’s flytjeneste.
Rebecca er på barsel indtil januar, mens Tajs fortsætter sit arbejde med kommunikation – og mere til:
– Jeg kommer til at arbejde tre dage om ugen som manager for kommunikationsteamet. De øvrige to dage vil jeg fokusere på partnerskaber med lokale organisationer, fortæller Tajs og tilføjer.
– Det bliver spændende at se, hvordan de to opgaver kommer til at spille sammen.
De vil også flytte fra skolens område til et hus tættere på MAF.
– Det bliver megafedt at blive en del af, at nye folk kommer ind og ud, siger de begge i kor.
”Værdifuldt at folk beder for os”
Det har givet ny energi at være på hjemmeophold, fortæller de.
– Det er virkelig værdifuldt at vide, at folk følger med og beder for os. Det er så vildt at komme ud til de forskellige kirker, hvor folk kommer frem og siger: Vi beder for jer, fortæller Tajs.
Og Rebecca supplerer:
– Ja, vi mærker virkelig, at vi bliver støttet. Vi har da haft masser af udfordringer i Papua Ny Guinea, men det er som om vi ikke rigtig bliver påvirket af dem rent åndeligt. Det må være fordi folk beder for os!
Papua Ny Guinea ligger øst for Indonesien og nord for Australien. De fleste af landets 9 millioner indbyggere lever isoleret af jungle, sumpe og floder og er derfor dybt afhængige af MAF’s flytjeneste for at komme på hospitalet, få skolegang og i det hele taget have kontakt med omverdenen.





































































































































































