Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Skolebussen har vinger

Papua Ny Guineas ufremkommelige regnskove skaber mange udfordringer for den lokale skole, men med MAFs ugentlige flyvninger er der håb.

Skjult i en dalsænkning højt oppe i Papua New Guineas regnskove ligger landsbyen Tekin.
Ingen veje fører hertil, men MAF’s Twin Otter fly P2-MFT med pilot Michael Duncalfe cirkler sikkert ind mellem stejle klippesider, og vi lander på den kun 500 meter lange airstrip med 10 % hældning. Dette besøg åbner mine øjne for den forskel, MAF gør, i at støtte børns og unges uddannelse i dette isolerede samfund.
Philip Minmin – en af passagererne på flyet – har været udstationeret på grundskolen i Mitikanap for at undervise i fysik og matematik. Philip fortæller, at helt tilbage i 1970’erne har MAF været her. «MAF har udført et meget stort arbejde i mange år!»
Ved ankomsten følges jeg ned ad Tekins stejle landingsbane med Pastor James, en lokal mand, der gik på den første primærskole, som blev oprettet her af missionærer i 1967. Han var den første elev, der gik videre på high school.

Partnerskab
Senere kom Pastor James på bibelskole. «MAF og kirken er partnere», fortæller han.
«Uden dette partnerskab tror jeg ikke, at kirken ville vokse. MAF har ydet et stort bidrag til fællesskabet her ved at sørge for lægehjælp, forsyninger og uddannelse».
For enden af landingsbanen drejer vi til venstre, svupper gennem dybt mudder, passerer nogle mænd, der slår græs med le, og når frem til en lille gruppe traditionelt udseende bygninger – Oksapmin High School.
Glenda Giles er rektor på kostskolen i Oksapmin. Hun kom oprindeligt fra New Zealand og har nu i 70-års alderen tilbragt det meste af sit liv i PNG. Hun har været i Tekin i seks år. Tidligere var der kun en grundskole her. Større børn måtte rejse væk til gymnasiet hvert år. Men de lokale folk ønskede ikke, at deres børn var borte i længere perioder. Så de henvendte sig til de lokale myndighed for at få deres egen high school og bad Glenda om at blive deres første rektor.

Støt nu

Alt bliver fløjet ind
Glenda beskriver starten: «Alt, hvad vi trængte til, blev fløjet hertil af MAF – skriveborde, stole, printere, batterier, mad, bøger, vinduer, plader til tagdækning, søm og vandtanke».
Lærere, post, madvarer og bankvirksomhed – alt bringes af MAF – selv forsøgskaniner til skolens landbrugsprojekt og fisk til dammene! «Hver gang vi ønsker at købe noget, er vi nødt til at kontakte MAF. Vi kan kalde op over HF-radioen og tjekke, om vi kan få det bragt med flyet».
«Lærere og elever betragter piloterne som deres venner, og de studerende ser dem som rollemodeller».
MAF betjener Tekin lokalsamfundet én gang om ugen, men træder også til i krisesituationer, evakuerer syge elever og ansatte og hjælper i andre nødsituationer. Der er et særligt behov, når eleverne skal frem og tilbage fra kostskolen til de mange små landsbyer i området. Så fungerer MAF’s fly som skolebus med vinger.
I 2011 havde skolen problemer med at fremskaffe opgavepapirerne til de afsluttende eksaminer. Børnene bad MAF om hjælp, for det var et virkelig stort problem for dem. MAF’s fly kom med papirerne allerede den næste dag. Det var et direkte svar på bøn.