Op mod 2 millioner mennesker i det gæstfrie Uganda står uden mad. Forældre forlader deres børn, hvoraf nogle må ernære sig ved prostitution.
Uganda er vært for det største flygtningesamfund i Afrika. Små to millioner flygtninge har landet taget imod, primært fra Sydsudan og DR Congo.
Uganda har i årevis modtaget flygtninge fra nabolande i krig. De seneste 20-30 år har landet nået mange af FN’s bæredygtighedsmål med hensyn til uddannelse, bæredygtig udvikling og en langsigtet fremtid for flygtningesamfundene, fortæller Ruth Jack, der fra sin base i Uganda koordinerer MAF’s hjælpearbejde i hele Afrika
Men i begyndelsen af 2025 faldt den internationale finansiering med 90 procent. Menneskers livliner forsvandt natten over. UNHCR har været nødt til at opsige tusindvis af ansatte. Nu er ressourcerne opbrugt. FN’s World Food Programme, WFP, uddelte sin sidste ration i juni 2025. Siden da har næsten to millioner mennesker stået uden hjælp. Den mad, der stadig når landet, kommer i langsomme transporter fra USA via Mombasa i Kenya – nogle gange tager det måneder, før den når frem.
Ruth Jack appellerer til en hurtig indsats for at bremse sultkatastrofen blandt 1.9 millioner flygtninge.
“Folk sulter og står tilbage uden håb. En generation af børn vokser op uden skolegang. Mødre vil ikke være i stand til at brødføde deres familier – og mødrene forsvinder bogstaveligt talt. De forlader simpelthen deres egne børn,” fortæller Ruth Jack.
“Jeg har aldrig set noget lignende i hele min tid som hjælpearbejder,” tilføjer hun.
Det går ud over op mod 2 millioner mennesker
Den primære årsag er, at den amerikanske Trump-administrationen har skåret finansieringen af USAID med 90 procent. For flygtningene i det østafrikanske betyder det, at deres livline er skåret væk. World Food Program foretog deres sidste og endelige fødevareuddeling i flygtningelejrene tilbage i juni 2025.

“Så nu er der bogstaveligt talt ingen penge til at brødføde næsten 2 millioner mennesker,” sukker Ruth Jack.
For MAF Danmarks generalsekretær Peter Hedelund gør den slags rapporter stort indtryk. Han besøgte selv en af flygtningelejrene i det nordvestlige Uganda forrige forår.
“De flygtninge, jeg mødte, var hjemsøgt af grusomme oplevelser af krig og smertefulde tab, mens de forsøgte at overleve på maduddelinger i lejren, og hvad de kunne dyrke i den tørre jord. Jeg glemmer det aldrig,” siger han.
HVAD GØR MAF?
MAF tilbyder sine flyvninger til en lang række humanitære organisationer, som arbejder i flygtningelejrene i Uganda.
Mange af MAF’s flyvninger har nødhjælpsarbejdere, donorer, FN-repræsentanter og diplomater med. Det giver dem mulighed for at bruge deres tid og ressourcer på nødhjælpsarbejde i stedet for transport.
Håbet er ved at slukkes
Siden Peter Hedelund besøgte flygtningelejren med de 270.000 flygtninge fra Sydsudan, er situationen blot blevet værre.
Håbet er ved at slukkes, tilføjer han.
Ruth Jack stemmer i:
“For første gang begynder vi at se hjem, hvor der kun er børn. Forældrene er enten døde eller har efterladt deres egne børn i jagten på mad. Eller måske som en sidste chance for selv at overleve. Små børn får alt for meget ansvar, og deres vækst er hæmmet. Større børn tyr til prostitution for at overleve.”
MAF flyver nødhjælp ud
I takt med at spændingerne i nabolandene fortsætter, vokser antallet af flygtninge i lejrene. Fra nord kommer mennesker fra Sudan og Sydsudan – kvæghyrder uden erfaring med landbrug. Fra syd flygter congolesiske familier, traditionelt landmænd, som nu mangler både redskaber og såsæd til at dyrke den jord, de har fået.
“Situationen i nord er meget, meget mørk – det er dér, MAF foretager mange af sine flyvninger,” siger Ruth Jack fra MAF.
MAF leverer logistik og flytransport for over 350 bistandsorganisationer i landet – især til flygtningelejrene.
“Vi må fortælle denne historie globalt, så verden vågner og forstår, hvad der er ved at ske blandt flygtningene i Østafrika – især i Uganda. Bistandsnedskæringer på milliarder af dollar fra den ene dag til den anden vil ødelægge levegrundlaget for en hel generation af flygtninge,” siger Ruth Jack.






































































































































