Synet af ødelæggelser og tab tager næsten pusten fra mig. Store, grå dynger af brokker ses overalt i Langtang-dalen. Omkring en tredjedel af befolkningen i dalen omkom under jordskælvene sidste år og under de efterfølgende jord– og stenskred. I den landsby, vi er på vej mod, mistede 150 personer livet, og mere end 100 familier mistede deres hjem. Og det skete i blot én landsby ud af mange.
Ødelagte huse genbruges
Efter at være landet møder jeg et team fra OM (Operation Mobilisation), der sammen med lokale folk arbejder på at lave foranstaltninger mod vintervejret. De genbruger materialer fra de ødelagte huse kombineret med bygningsmaterialer, der er fløjet ind med helikopter. Efter jordskælvet kom det nepalesisk talende team fra OM til dalen for at hjælpe de lokale med at samle brugbare materialer, bygge midlertidige hytter og tilvejebringe livsnødvendige ting – og en smule håb!
En af de lokale, der overlevede jordskælvet, Karma Lama, standser kortvarigt sit arbejde og siger:
– Uden OM kunne vi ikke være her. Vi er meget taknemlige for, at helikopterne er kommet med mad, tæpper, tøj og byggematerialer. Det er nu muligt for nogle af os at blive her vinteren over.
En tysker i Nepal
OM’s leder af hjælpearbejdet, Jonas Häberle, er civilingeniør og tysker. Han har arbejdet for OM i Nepal i halvandet år, altså længe inden jordskælvene. Han rådgiver nu de lokale og andre hjælpeorganisationer om genopbygning af huse ved genbrug af materialer og om, hvordan husene gøres mere modstandsdygtige over for jordskælv. Jonas taler nepalesisk. Han hilser på en ældre dame og taler med en mand, der sidder uden for sit skur af brokker. En anden kvinde beder ham indtrængende om at forsøge at skaffe mere varmt tøj til landsbyen.
Livsforvandlende samarbejde
Som de fleste besøgende er jeg rystet over de barske levevilkår i den hårdt ramte dal. Samtidig er jeg utrolig opmuntret over at se, hvor stor og livsforvandlende effekt samarbejdet mellem MAF og andre organisationer har.
– Det har været helt afgørende for vores indsats at kunne benytte helikoptertransport til Langtang-dalen til en brøkdel af den reelle pris, siger Jonas Häberle. Vi er meget taknemlige for MAF’s andel i vores anstrengelser for at bringe nødhjælp til det nepalesiske folk og hjælpe med genopbygningen.