Rebecca og Tajs Jespersen kan næsten ikke vente, til de skal rejse til Papua Ny Guinea for MAF.
Papua Ny Guinea, here we come!
Rebecca og Tajs Jespersen glæder sig til at flyve om på den anden side af jordkloden for at hjælpe til ved MAF i Papua Ny Guinea.
De er begge to begyndt at mærke sommerfugle i maven:
– Det føles lidt uvirkeligt, der hvor vi er lige nu. Vi har pakket alle vores ting sammen og er flyttet hjem til mine forældre. Det er ligesom sidste fase, inden vi tager afsted, smiler Rebecca.
Glæder sig til en ny hverdag
Hun skal undervise på en skole i Mount Hagen, hvor børn af medarbejdere i MAF og andre organisationer får undervisning sammen med lokale elever.
– Jeg glæder mig meget til at komme i gang med en hverdag på skolen, men den første tid kommer til at handle om sprogskole og om at lære MAF-folkene og arbejdet at kende, fortæller hun.
Blender ind i lokalsamfundet
Tajs glæder sig til at komme i gang med at fortælle den gode historie i tekst, billede og film om hjælpeorganisationernes indsats i det fattige land.
– På en kommunikationskonference i England fik jeg et billede af, hvor svært det er. Men også en idé om, hvordan jeg kan samarbejde med teamet dernede og få en god kontakt med det omgivende samfund, fortæller han.
Kommunikerer forskelligt
Ud over kommunikationskonferencen har de begge været på et kulturkursus:
– Her fandt vi hurtigt ud af, hvor langt Papua Ny Guinea ligger fra Danmark rent kulturmæssigt, fortæller Rebecca. – For eksempel kommunikerer vi meget forskelligt. Hvor vi i Danmark taler rent ud om tingene, foregår kommunikationen skjult og nonverbalt i Papua Ny Guinea.
Lærerigt sikkerhedskursus
Også et sikkerhedskursus er obligatorisk for MAF’s udsendte. På det såkaldte HEAT-kursus har Rebecca og Tajs bl.a. lært at analysere risici.
– Det handler først og fremmest om ens profil, fortæller Tajs. – Man skal være opmærksom på, hvordan man fremstiller sig selv, så man ikke bliver opfattet som et let offer i forbindelse med kriminalitet.
– Det var sindssygt lærerigt og spændende, supplerer Rebecca. – Det handler om, hvilke ting, man skal være ekstra opmærksom på, og hvordan man skal handle i en situation under pres.
Takker for bøn og støtte
Rebecca og Tajs står nu klar på startbanen så at sige og venter nu blot på, at de sidste papirer falder på plads, så de kan komme afsted.
– Jeg glæder mig utroligt meget til at komme derhen. At lande i byen og mærke: Wow, det er her, vi skal bo, fortæller Rebecca.
Begge to er meget taknemmelige for al den bøn og støtte, de oplever herhjemmefra:
– Vi er meget taknemmelige. Og vi vil gerne sende bønnen den anden vej og bede for alle jer, der støtter os, i tro på, at Gud også arbejder herhjemme, siger Tajs.
Du kan stadig være med og støtte Rebecca og Tajs. Se hvordan her.