På et afsidesliggende hospital i Madagaskar uddannes nye kirurger. MAF er den eneste realistiske forbindelse til omverdenen.
Dr. Marco Faniriko er kirurg og leder PAACS, der står for Pan African Association og Christian Surgeons (Panafrikansk forening af kristne kirurger). Organisationer arbejder i 12 lande, bl.a. på Madagaskar, hvor dr. Marco står for undervisning og træning af fire kommende kirurger på Good News Hospital i det afsidesliggende Mandritsara.
– MAF er det eneste fly, der kommer hertil. Når vi får gæster og frivillige, der skal arbejde på hospitalet i 14 dage, udnyttes deres tid effektivt. Halvanden times flyvning fra hovedstaden Antananarivo ville ellers tage to-tre dage med taxabus, fortæller dr. Marco Faniriko.
Det betyder også meget for de fire unge læger, han uddanner på hospitalet. Ellers vil det meste af en uges ferie gå med transport.
Den første kandidat var fra Madagaskar
PAACS blev grundlagt af David Thompson, der var kirurg på et missionshospital i Gabon. Han præsenterede idéen på en missionskonference i Nairobi tilbage i 1995.
– Deltagerne syntes det var en god idé, men hvordan kunne den realiseres? spørger dr. Marco retorisk.
David Thomson gik med det samme i gang med at lede efter afrikanske læger, der havde mod på at videreuddanne sig – og han fandt to – den ene fra Angola, den anden her Madagaskar. Og sidstnævnte indgik først i programmet.
– Det er jo helt fantastisk, at den første kandidat var her fra Madagaskar, smiler Dr. Marco.
Uddanner kirurger efter international standard
Han fortæller begejstret om PAACS:
– Visionen er at uddanne lokale afrikanske læger i at operere som kirurger. Baggrunden er, at når der opstår ustabilitet i et af de afrikanske lande, rejser missionærerne hjem – de amerikanske missionærer er de første til at rejse – og så står vi uden kirurger og andre specialiserede læger.
I dag er PAACS i fuld gang med at uddanne kirurger i bl.a. Egypten, Kenya, Cameroun, Gabon, Niger, Tanzania og Malawi.
– I Madagaskar begyndte vi uddannelsen i 2002 lige her i Mandritsara. Lige nu har vi fire læger på uddannelsen, som varer to år. Derefter er de kirurger efter international standard.
MAF reagerede hurtigt på faldulykke
Vi får lov til at være med til en operation sammen med eleverne. Men inden vi går ind på operationsstuen, møder vi sygeplejerske Jeremy Atkin fra Australien. Han fortæller begejstret om MAF:
– Vi er afhængige af MAF, fordi der virkelig ikke er andre, der kan komme og hente os, hvis der er en nødsituation. Og sådan en situation oplevede vores familie, da et af vores børn var faldet og fik et slemt brud ved albuen. Selvom vi jo er på et hospital her, havde drengen brug for avanceret pleje, og det var kun muligt at få ved at flyve med MAF.
Hvad skete der?
– Vores søn Rafael klatrede rundt i huset bare for sjov, men han faldt meget uheldigt på betongulvet, så hans albue blev knust. Han skulle evakueres hurtigst muligt, og MAF kunne komme allerede samme eftermiddag før mørkets frembrud. Og så tog vi afsted tidligt næste morgen. Samme dag blev Rafael fløjet videre med et andet flyselskab til Sydafrika. For det var der, specialistbehandlingen skulle foretages.
– Det var en meget stressende tid, men situationen blev klart forbedret med MAF, smiler Jeremy Atkin nu.
Underviser gennem dialog
Han viser vej ind på operationsstuen, hvor dr. Marco er ved at operere en patient.
– Vi underviser de kommende kirurger ved hele tiden at stille dem spørgsmål om, hvad de vil gøre i en given situation. Vi lærer dem, hvad man gør og ikke gør, når man skærer i patienten.
Det er stadig dr. Marco der indlægger patienten og styrer forløbet, men de kommende kirurger får lov til at medvirke og afprøve det, de lærer.
– Jeg er så glad for at se, hvordan de vokser i viden og praksis. De følger også patienten til opvågning og går bagefter stuegang sammen med mig. Til sidst går de til en online eksamen, fortæller han.
Good News Hospital i Mandritsara har omkring 20.000 indlæggelser og udfører over 1.800 operationer om året. Hvert år flyver omkring 100 frivillige med MAF fra Madagaskars hovedstad Antananarivo op til hospitalet for at hjælpe til. Vi var med, da et hold elektrikere skulle tilse og reparere hospitalets elektroniske udstyr.