Manuela fra et afsidesliggende distrikt i Østtimor fik en skramme på foden, der blev betændt og nemt kunne ende med koldbrand. Men MAF fløj hende på hospitalet. Og selv om hun fik benet sat af, overlevede hun. Søren Filbert fra MAF’s bestyrelse mødte den smilende pige…
Manuela, en 12-årig pige, som bor ude i et af de distrikter i Østtimor, der ligger længst væk fra hovedstaden Dili, nemlig Oecussi-distriktet. I efteråret fik hun en ”skramme” på foden, og lægerne ved faktisk ikke, hvad den kom af, muligvis et insektbid.
I landsbyen blev hun behandlet af den lokale medicinmand med forhåndenværende midler, men der kom betændelse i såret. Det blev rigtig alvorligt, og så var der ingen anden udvej, end at hun måtte evakueres til hospitalet i hovedstaden. Det skete i december måned.
MAF er den eneste luftfartstjeneste, der leverer ambulancetjeneste til Østtimors fjerntliggende områder i landets seks distrikter. Her henter de folk, der er syge, ind på sygehuset i hovedstaden, for der er ingen behandlingsmuligheder ude i distrikterne. MAF har flere end 300 sundhedsflyvninger om året.
Følger op på patienterne
Søren Filbert er bestyrelsesmedlem i både MAF Danmark og MAF International og besøgte Østtimor for nylig. I tre dage fulgte han en af MAF’s to piloter, Nick Hitchins og hans hustru Ruth, der både transporterer og følger op på patienterne. Det er især Ruth, der hjælper patienterne gennem behandlingssystemet og hvis nødvendigt skaffer penge til behandlingen – closing the loop, som hun kalder det.
MAF transporterede Manuela til hospitalet i Dili, men det endte desværre med, at hun som 12-årig fik sat sit ben af.
– Bare på grund af en skramme eller måske et insektbid. Det er jo ikke til at rumme! udbryder Søren Filbert, da vi fanger ham på en WhatsApp-forbindelse.
Sørger for mad og rehabilitering
Men her kommer Ruths kærlige omsorg ind i billedet. Hun følger pigen og hjælper hende med at komme ind det rigtige sted og få den rigtige behandling. Og ikke nok med det.
– Når man ligger på sygehuset i Dili, får man godt nok behandlingen af staten, men du skal selv sørge for mad og alle fornødenheder. Så hvis ikke du har nogen omkring dig, der kan sørge for det, så er du rigtigt meget på den, forklarer Søren Filbert.
Men Ruth sørgede for, at der var nogle MAF-venner i Tyskland, som ville sponsorere alt det uden om operationen, og sørge for at Manuela kom på et rehabiliteringscenter, hvor de både producerer proteser og lærer patienterne at bruge dem.
Og det var her, Søren Filbert mødte Manuela.
Små skader – store konsekvenser
– Hun mødte os med et stort smil på læben, selvom hun havde fået sat et ben af! fortæller Filbert og forklarer, at Manuela fik et kunstigt ben sponsoreret fra Tyskland. Når hun har lært at gå med benprotesen, skal hun flyves hjem igen.
– Det gør stort indtryk, at relativt små skader kan få så store konsekvenser. Tænk, hvis MAF ikke havde været der? Så havde skrammen, biddet, udviklet sig til koldbrand og lille Manuela ville være død i dag, pointerer Søren Filbert og uddyber:
– MAF er simpelthen den eneste mulighed i hele Østtimor for at blive fragtet rundt og frem og tilbage mellem hovedstaden og de fjerntliggende distrikter. Der ville ikke være anden mulighed for Manuela end at gå. Og det kunne hun jo ikke på det dårlige ben. Der er ingen offentlig transport eller nogen som helst anden transportmulighed.
Der bringes store ofre
I løbet af de tre dage kom han også tæt ind på livet af de to piloter og deres familier i Østtimor.
– Det gjorde også et stort indtryk at opleve den pris, de må betale for at være udsendt 5-6 år i tjeneste for verdens udsatte. Både Rebecca og Jan Klassen, som kommer fra Tyskland. Og Ruth og Nick Hitchins fra New Zealand.
Rebecca og Jan har to børn og en tredje på vej. Ruth og Nick har tre store teenagedrenge på hhv. 15, 16 og 17. Sådan lige trip, trap, træsko. Der er ingen international skole i Østtimor, så børnene får fjernundervisning fra Australien på verdens anden dårligste internet.
– Holdt da op, sikke et begrænset liv, de har fået. Så der gives virkelig store ofre for at kunne hjælpe mennesker. Det er så tydeligt hos begge familier.
Stolt og taknemmelig
Du bruger selv masser af fritid på bestyrelsesmøder i MAF. Er det din tid værd?
– Ja, det er 100 procent meningsfyldt. Det sjove er, at jeg lever af bestyrelsesarbejde. MAF er den allerdårligste betalte bestyrelsespost, for jeg får ikke en krone for det. Alligevel er MAF den bestyrelsespost, jeg nødigst vil undvære. Der er ikke noget, der kan slå den følelse af stolthed. Tak, fordi jeg må være en lille bitte brik i det maskineri, der gør så meget godt i så mange lande!
Søren Filbert er rørt over det, han oplevede på Østtimor:
– Det er jo fantastisk, at man med MAF’s sundhedsflyvninger kan se resultaterne direkte. Som nu at 12-årige Manuela overlevede, fordi MAF fløj hende på hospitalet. Hun mistede godt nok det ben, men hun ville ellers have været død. Vi bringer simpelthen hjælp og håb og heling!
Af Svend Løbner, journalist
