FN skærer i madrationer i lejr for sydsudanesiske flygtninge i Norduganda. En sultkatastrofe lurer, siger MAF, som netop har besøgt Bidibidi-lejren, hvor lokal partnerorganisation yder nødhjælp.
Kvinder lades i stikken, når mændene smutter, og de står ene tilbage med ansvar for at forsørge deres børn, ældre og familiemedlemmer med handicap.
Det handler om de 270.000 flygtninge fra Sydsudan, som lige nu opholder sig i limbo i Bidibidi-flygtningelejren i det nordvestlige Uganda.
Bedre bliver det bestemt ikke af, at FN skærer ned på madrationerne, så de enlige forsørgere kun får en brøkdel af det nødvendige for livets opretholdelse. Alle familier får et stykke tør og stenet jord at dyrke og bygge en hytte på – med materialer, de selv skal skaffe.
Drikkevand rinder kun langsomt fra boringen i lejrens Zone 2, så kvinder må stå tre timer i kø for at komme til. Og brænde må de hente langvejs fra og bære på hovedet i flere kilometer for at de kan tilberede maden.
En sultkatastrofe kan være lige om hjørnet
Det siger 10 personer samstemmende, som netop er interviewet ved et besøg af MAF Danmark. MAF er verdens største humanitære flyselskab, som med 123 små fly flyver nødhjælp ud til 27 udviklingslande sammen med ikke færre end 1.400 partnerorganisationer.
I Uganda samarbejder MAF bl.a. med den kristne sydsudanske hjælpeorganisation ACROSS, som flyselskabet var med til at oprette for 50 år siden. Organisationen arbejder med traumebehandling, børnebeskyttelse, undervisning og landbrugsprojekter.
Sammen med ACROSS besøgte MAF Danmarks generalsekretær Peter Hedelund flygtningelejren Bidibidi en times gang fra grænsen til Sydsudan for at få indblik i arbejdet.
– Det var både rørende og rystende at møde de sydsudanesiske flygtninge, der ud over flugt fra krig i Sydsudan nu lever med en fødevaremangel, der i løbet af få måneder kan udvikle sig til en sultkatastrofe, siger han.
Civile fanget i skudlinje. Kvinder og børn slagtet
Især kvinderne er som eneforsørgere fastlåste i en helt umulig situation. De kan ikke vende tilbage til Sydsudan, de magter ikke at bygge en fremtid i Uganda, og midt i dette limbo står de uden muligheder.
Robin, 27, måtte flygte med sine to børn over hals og hoved, da kampe mellem soldater og rebeller nærmede sig hendes landsby. Manden blev i Sydsudan, måske for at kæmpe. Hun ved det ikke. Han forsvandt bare. Nu må hun selv kæmpe for familiens overlevelse. Traumerne plager hende, for hun har set naboer og venner blive skudt og har måttet skræve over lig – endda af børn – for at komme frem.
Anne, 45, er mor til fire børn og måtte tage dem alle under armen flygtende, da hun hørte at en kvinde og hendes seksårige søn var blevet slagtet. Nu kunne hun høre krigerne komme nærmere, så hun løb alt hvad hun kunne. Civile blev fanget i krigen mellem soldater og rebeller, og mange uskyldige mennesker blev dræbt, fortæller hun. Anne er nu formand for en ”landsby” på 5.000 personer i Zone 2.
Dorcas, 23 år, flygtede fra Sydsudan med sin mor, som var lam i den ene side på grund af en blodprop. Hendes mand beholdt parrets tre børn, men efter tre måneder døde den yngste, og manden endte i en depression og sendte de to andre til moren. Nu er hun ene om at forsørge dem og moren i flygtningelejren. Og der er ingen hjælp til moren, som blot ligger i hytten og venter på at dø.
Bibelhistorier bearbejder traumatiske minder
MAF’s partnerorganisation ACROSS yder traumebehandling, hvor Bibelens historier om flugt og fordrivelse bearbejder smertefulde minder, og budskaber om tilgivelse og forsoning giver alternativ til had og hævn. Gennem sportsaktiviteter lærer børn og unge fra forskellige stammer og klaner at samarbejde og leve i fred med hinanden. ACROSS underviser også i effektive landbrugsmetoder, så familierne kan dyrke næringsrige og hårdføre afgrøder på deres små jordlodder.
ACROSS underviser også i børnebeskyttelse og rådgiver familier, så de kan blive sammen og hjælpe hinanden under de svære forhold.
– Det er helt urimeligt, at kvinderne står alene med de store udfordringer, og helt ubærligt, at de med mindre fødevarerationer nu står efterladt uden at vide, hvor de skal få mad fra, siger Peter Hedelund.
Sammen med ACROSS vil han nu afsøge muligheder for, hvordan MAF og samarbejdspartnere i Danmark kan yde en indsats og redde liv og skabe tålelige forhold for de flygtninge, der har mistet alt.
Kvindernes navne er pseudonymer af hensyn til deres sikkerhed. MAF Danmark kender deres navne.
Tekst og foto af Svend Løbner