MAF flyver for organisationen Red Tribe, der skaffer drikkevand, levebrød, sundhed og skolegang til gavn for 12.000 masaier i Kenya.
For to år siden var Mission Aviation Fellowship (MAF) med til at anlægge en landingsbane i det kenyanske bjergområde Loita tæt ved Tanzanias grænse. Den blev etableret for at gøre det nemmere for organisationen Red Tribe at skabe gode leveforhold for 12.000 masaier i området.
Red Tribe havde kun 40.000 shillings til projektet – ca. 3.000 kroner – men MAF spædede til, så der nu er en landingsbane, der sparer tid og kræfter for organisationen. Det tager kun 35 minutter at flyve fra Nairobi til Loita. En tur, der ellers ville tage over otte timer i bil.
Modellen er et eksempel på MAF’s betydning for de 1.400 organisationer flyselskabet samarbejder med i 27 udviklingslande verden over. Ligesom den barmhjertige samaritaner nok ikke havde kunnet hjælpe den sårede mand i grøften uden transport med sit trofaste æsel, ville organisationernes arbejde være langt vanskeligere at gennemføre uden en samarbejdspartner som MAF.
Men det, man kunne kalde ”æselmission”, har de senere år båret stor frugt i det isolerede masailand.
Rent drikkevand øger sundheden
Tre vandprojekter er det blevet til, hvor vand fra kilder i jorden eller fra bjergene kanaliseres til vandposter, som forsyner befolkningen med rent drikkevand og reducerer vandbårne sygdomme som diarre og kolera.
Det kunne med det samme mærkes i Red Tribes sundhedsklinik, hvor der ellers før kom mange patienter med infektioner og ondt i maven. Vandkvaliteten i floden, som befolkningen hentede vand fra, viste sig at være meget usund. Men efter at vandposter blev etableret er der ingen patienter med den slags problemer fra området. Skulle det ske, viser det sig som regel, at de kommer fra et andet område som endnu ikke henter vand fra de rene vandkilder.
Sundhedsklinik redder menneskeliv
Til sundhedsklinikken kommer folk typisk med luftvejsproblemer, hvilket skyldes at de laver mad indendørs med brænde uden at der er ordentlig udluftning i husene. Når de kommer til klinikken, bliver de undersøgt af sygeplejerske Florence Siera og får den nødvendige medicin. Der kommer 15-20 patienter hver dag, og når det er markedsdag, kommer mange flere for at få hjælp. I svære tilfælde henvises de til distriktshospitalet 18 kilometer væk.
På klinikken kan de få indsprøjtninger, medicin, vaccinationer og vejledning i graviditet og fødsel. Der er også plads til, at kvinderne kan føde, hvis veerne er i gang, og de ikke kan nå at komme på hospitalet. Og det er brug for at kunne føde under ordentlige forhold. Mange masaikvinder føder hjemme, og når de så har blodmangel og mister blod under fødslen, ebber livet ud og både mor og barn risikerer at dø.
Perlesmykker giver kvinder indtægt og respekt
De fattigste og mest udsatte kvinder fra området deltager i en socialøkonomisk virksomhed, hvor de laver smykker af perler. 15 kvinder er i øjeblikket i fuld gang fem dage om ugen. De får en fast dagløn, uanset hvor meget de producerer. Perlesmykkerne bliver solgt på internettet og på events i England.
Det betyder meget for kvindernes frigørelse, at de har et arbejde og kan tjene penge selv. Kvinder bliver ofte betragtet som mindreværdige blandt masaier, men når deres mænd oplever, at de fx køber medicin til familiens syge husdyr af egne penge, lærer han at værdsætte hende – og det styrker deres forhold, fortæller Pelua Siloma, der leder Red Tribe.
Blev solgt som billig arbejdskraft
Pelua har selv oplevet diskriminationen på tæt hold. Hans voldelige far solgte hans mor og dermed også ham selv til en mand, som brugte dem som billig arbejdskraft. Pelua skulle passe mandens 150 køer næsten uden at få noget for det. Men Pelua ville meget hellere i skole, og derfor flygtede han, fik arbejde i en chapati-café, mens han lavede regnestykker i et regnehæfte han havde fundet.
Fra en skole i nærheden kom lærerne og spiste chapati. Da de opdagede Peluas iver efter at lære, spurgte de, om han ikke skulle i skole. Det ville han gerne, men hans bukser var hullede, og han havde ikke råd til skoleuniform. Lærerne kunne se, at drengen var klog, så de sørgede for uniform og betalte skolepengene, så han kunne begynde at studere. Pelua blev hurtigt den bedste i klassen, og så gik det ellers slag i slag til gymnasium og læreruddannelse.
– Jeg ønsker at give mit folk de samme muligheder, som jeg fik, fortæller han. – De skal kunne leve sundt, få sig en uddannelse og klare sig selv.
Kåret til den bedste skole i distriktet
Derfor er han også primus motor i driften af Masai Academy, en skole for 271 masaibørn fra børnehaveklasse til 6. klasse. Det ene klasseværelse efter det andet er efterhånden blevet bygget ved at børnenes forældre rydder grunden og støber fundamentet, hvorefter håndværkere bygge resten finansieret af donorer.
Børnene kommer langvejs fra; derfor har Pelua en vision om at bygge sovesale til både piger og drenge, så de kan bo på skolen. Nogle elever bor op til fem kilometer væk, og der er vilde dyr og fare for overfald på vej til skole. MAF Danmark har samlet ind til et nyt klasselokale, som snart er under opførelse i Red Tribe.
Masai Academy er lige kåret som den bedste skole i distriktet af de kenyanske myndigheder. Når de får pokalen, vil Pelua sørge for, at der bliver slagtet et par geder, for så skal der være fest for alle børnene på skolen.
Vand, sundhed, levebrød og skolegang. Red Tribe-projektet har løftet et helt lokalsamfund. Og MAF har spillet en vigtig rolle. Ligesom æslet for den barmhjertige samaritaner.
Tekst og foto af Svend Løbner