BLOG: Sydsudan har tørke, hungersnød og mangel på infrastruktur, som gør livet svært for landets godt 11 millioner indbyggere. Derfor er der stor behov for MAF, skriver generalsekretær Peter Hedelund i en blog direkte fra Sydsudan.
Sydsudans historie og kamp for selvstændighed er lang og blodig. Årtiers borgerkrig har kostet tusindvis af menneskeliv, sendt millioner af mennesker på flugt og har haft store sundhedsmæssige konsekvenser for de civile.
Det lykkedes at løsrive sig fra Sudan den 9. juli 2011, hvor landet blev optaget i FN. Siden selvstændigheden har Sydsudan været præget af voldelige konflikter mellem forskellige etniske befolkningsgrupper flere steder i landet. I august 2015 blev der efter stort internationalt pres underskrevet en fredsaftale i Sydsudan. Det gav anledning til et forsigtigt håb om fred. Men aftalen er skrøbelig, og sikkerhedssituationen ustabil i det kriseramte land.
’Et inderligt ønske om at besøge denne heksekedel’
Det mærkes tydeligt, da jeg lander i en kaotisk lufthavn i hovedstaden Juba, som er en stegende hed by. Spændingsniveauet er højt, og det første der møder mig er synet af et bevæbnet militær og FN´s og Røde Kors’ mange fly og helikoptere. Landet er mere end fjorten gange så stort som Danmark og ligger klemt inde mellem Sudan, Etiopien, Kenya, Uganda, D.R. Congo og Den Centralafrikanske Republik.
Jeg bliver hilst af en MAF-kollega med gul vest på ude landingsbanen, og da bliver jeg lettet. Han præsenter sig som Justino, og han hjælper mig forholdsvis gnidningsløst igennem paskontrollen. Selvom jeg er berejst, læner jeg mig op ad ham for at sikre mig at komme ind i dette besynderlige land.
Sydsudan har nemlig længe været i mine tanker, og jeg har haft et inderligt ønske om at besøge denne heksekedel. Hvorfor? Jeg ved jeg ikke helt. Måske, fordi jeg føler mig tiltrukket af steder, hvor nøden er størst. Og de kommende dage kommer da heller ikke til at skuffe mig, når jeg oplever tingene på helt tæt hold…
Halvdelen af befolkningen lever i ekstrem fattigdom
Sydsudan har tørke, hungersnød og mangel på infrastruktur, som gør livet svært for landets godt 11 millioner indbyggere. Landet er et af verdens fattigste lande og over halvdelen af befolkningen lever i ekstrem fattigdom – og under fattigdomsgrænsen på ca. 8 kroner at leve for om dagen.
Sundhedssituationen i Sydsudan betragtes som en af de værste i verden! Dette bekræftes jeg i, når jeg med MAF-pilot, Reuben fra Canada i et af MAF´s nødhjælpsfly flyver ud og lander tre steder i landet. Børnene som jeg møder derude i bushen, ser hverken rene eller sunde ud som hjemme i Danmark. Mange har hullet og laset tøj på, og nogle børn går endda helt nøgne rundt. Udspilede maver er der alt for mange af, og det vidner om fejlernæring.
Kun 40 procent har adgang til sundhedspleje
Med kronisk underudvikling i sundhedsinfrastrukturen har kun 40 procent af befolkningen adgang til primær sundhedspleje. Størstedelen af det begrænsede antal læger er koncentreret i hovedstaden. Den seneste statistik viser, at der kun er en læge for hver 39.088 personer. Nogle folkerige områder har slet ingen kvalificerede sydsudanesiske læger.
Jeg bliver fortalt af MAF-kollegaer, at en sygeplejerske og læge ansat af regeringen, henholdsvis tjener 105 kr. og 140 kr. om måneden. Dette er selvfølgelig langt fra nok til, at de kan forsørge deres familier, og det tvinger dem til alternative og ofte tvivlsomme indtjeningsmuligheder. Regeringen har ganske enkelt besluttet, at sundhedsvæsnet i yderområderne af Sydsudan, hvis ellers der er noget, ikke mere får nogen økonomisk støtte fra hovedstaden Juba. Der er simpelthen lukket for kassen! Det betyder, at de syge derude ikke søger hjælp på hospitalet, da der ingen medicin er til at behandle med. Det koster dyrt og i yderste konsekvens menneskeliv.
Det gør et stort indtryk på mig, når jeg hører dette, og jeg føler med mine medmennesker, der kæmper for livet.
40 landingsbaner over hele Sydsudan
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er børnedødeligheden på 96 pr. 1.000 børn under fem år, mens mødredødeligheden er den højeste i verden med over 2.050 pr. 100.000 fødsler. Til sammenligning er tallene hhv. 3,6 og 4,2 for Danmark. Mange sundhedsindikatorer er alarmerende i dette land, og Sydsudan er hjemsted for mange sygdomme – hvoraf nogle er sjældne eller uhørte uden for landet. Landet lider af en betydelig byrde af overførbare sygdomme. Udbrud af sygdomme som diarré, malaria og mæslinger er helt almindelige.
Derfor er der stort behov verdens største humanitære flyselskab, MAF. MAF’s base, som jeg besøger, ligger i hovedstaden Juba, som er udgangspunktet for flyvninger til ca. 40 landingsbaner over hele Sydsudan.
Et eksempel på, at deres indsats nytter, er at en tre timers flyvning i et MAF-fly kan spare for en humanitær partner for en uges rejse over land i tørtiden og helt op til en måneds rejse i regntiden.
Vil styrke et udfordret sundhedsvæsen
MAF’s partnere arbejder hårdt på at styrke det primære sundhedsvæsen, som i øjeblikket er hæmmet af en række infrastruktur- og systemudfordringer: dårlige og usikre/utrygge veje, underudviklet sundhedsinfrastruktur, mangel på udstyr og teknologi, dårlige forsyningskædesystemer og upålidelig lægemiddelforsyning.
Det fører til mangel på kvalificerede menneskelige ressourcer, uopfyldte uddannelsesbehov og demotiverede sundhedsarbejdere. Mange uddannede og dygtige sundhedsmedarbejdere har forladt landet på grund af den kroniske utryghed og de økonomiske vanskeligheder i landet. Nogle har søgt til nabolandene for bedre arbejdsudsigter.
MAF´s regelmæssige flyvninger giver lindring
Siden 1950 har MAF arbejdet i Sudan, som Sydsudan er opstået ud af, i partnerskab med NGO’er, missionsorganisationer og kirker, for at lindre nøden for befolkningen i afsides dele af landet. MAF´s regelmæssige flyvninger giver lindring, da sundhedspersonale, undervisere, medicinsk udstyr, vacciner, medicin osv. bliver fragtet til alle de områder af Sydsudan, hvor nøden er størst. Disse flyvninger er afgørende for at opretholde projekter fra nogle af MAF´s partnere, såsom et vurderingsteam, der blev fløjet til Wau for at etablere det første regionale apotek for Sundhedsministeriet.
En verden, hvor alle har adgang til sundhed
MAF´s sikre flyvetjeneste betragtes som yderst værdifuld for at styrke hele sundhedssystemet i dette udviklingsland, og der er ingen tvivl hos mig, når jeg fx på en flyvning fra Mundri til Juba, taler med Antonio og Beatrice fra en partner, Doctors with Africa CUAMM.
Deres vision er at se en verden, hvor sundhed er tilgængelig og garanteret for alle mennesker, især de trængende og lidende. Og dem er der alt for mange af i det forarmede Sydsudan. De mennesker har sat sig spor i mig i den tid jeg har været i Sydsudan.
Fremtiden ser mere end uoverskuelig ud for landet, men så længe MAF og dets mange partnere er tilstede, er der håb for befolkningen om bedre tider. For Sydsudan og dets ledelse kan ikke selv magte opgaven at løfte landet ud af skyggerne, som det er nu og her!