MAF flyver iværksætter til det tørre Nordkenya, hvor hun lærer kvinder at dyrke køkkenhaver.
Er man alenemor, må man lære at klare sig selv. Den devise lever Noella Achieng efter, og derfor har hun efter sin skilsmisse og mandens død ud over en læreruddannelse også udfoldet sine kunstneriske evner og opdyrket en køkkenhave.
Grøntsagerne giver sund mad til børnene, og kurve, duge, måtter og masai-sjaler supplerer indtægten.
Den viden omsætter hun nu til gavn for Kargis fattige kvinder i det tørre Nordkenya. For undervisning i at læse og skrive swahili er ikke nok. Kvinderne og deres familier skal have noget at leve af.
– De ved ikke, hvordan de skal dyrke afgrøder, og området er meget varmt og tørt. De er afhængige af hjælp udefra og tigger mad hos den lokale præst, fortæller Noella og tilføjer:
– Jeg ved, hvordan man dyrker grøntsager, så jeg besluttede at hjælpe dem med at lave små køkkenhaver.
Håb i håbløshed
Hjælpen falder på et tørt sted- bogstaveligt talt, fortæller Eloas Mwaura fra CITAM, der står bag den driftige iværksætter:
– Nogle beskriver området som det sted, Gud skabte til allersidst. Der er kun sten og klipper. Og solen føles som om, den er tættere på Jorden end andre steder.
Men der er håb, fortæller Noella Achieng:
– Jeg fandt ud af, at der ligger en dam i nærheden, men befolkningen bruger dem kun til at vande deres kvæg. Så jeg tænkte: Det vand må kunne bruges til at vande grøntsager med.
– På grund af det hårde klima begyndte vi at plante grønkål og spinat. Og vi vandede. Allerede da jeg skulle tilbage til Nairobi, kunne kvinderne høste og begynde at spise grøntsagerne.
”Wow, her kan der ske noget!”
Noella og kvinderne fik blod på tanden og bad derfor præsten om plads til en demonstrationsfarm.
– Jeg ville demonstrere for kvinderne, at man godt kan drive landbrug i lille skala. Og måske senere få flere folk interesserede. Da kvinderne kom i kirke, delte jeg ideen med dem. Først var de tøvende, fordi de aldrig har gjort sådan noget før.
Kvinderne fik tildelt en grund og begyndte at rydde området med machete.
– Så kunne de pludselig forestille sig, at det kunne blive en mark. De sagde: ”Wow, her kan der ske noget!”
Derefter fjernede de den tørre jordskorpe, lagde presenninger ned i fordybningen og hældte ny god muldjord ned. Presenningen holder på fugten.
– Da grøntsagerne begyndte at gro, blev kvinderne så begejstrede, at de ville lære mere om frø, planter og dyrkning, slutter ildsjæl og iværksætter Noella Achieng.