BLOG: I en flygtningelejr med 270.000 flygtninge møder jeg præsterne Steven og Amos. Med bibelen i hånden tænder de et glimt af håb i en kaotisk hverdag.
Kirker er tilflugtssteder. Præster er fyrtårne. Bibelhistorier er medicin.
Det stod klart, da jeg i marts 2023 talte med to præster og fem frivillige fra kirker i den store Bidibidi-flygtningelejr i det nordlige Uganda. De 250 kvadratkilometer huser 270.000 flygtninge fra Sydsudan. De fleste er kvinder og børn. Mændene er enten dræbt i borgerkrig eller er smuttet fra ansvaret med at forsørge deres familier.
Men der er mænd tilbage, blandt andet de to præster Steven Lojong og Amos Anyuki. De byder velkommen og inviterer til en andagt, hvor vi kan præsentere os for hinanden, inden jeg får lejlighed til at interviewe dem og de andre frivillige.
For ja, præsterne får ingen løn. De var præster i hhv. en pinsekirke og en anglikansk kirke i Sydsudan.
Steven, 54 år, on and off. For han flygtede allerede efter Sudans anden borgerkrig i 1993 for 30 år siden. Vendte hjem efter krigen for så at blive tvunget på flugt igen. Og hele tiden i fuld gang med at hjælpe sine medborgere.
Amos, 35 år, måtte flygte over hals og hoved i 2016, da soldater og rebeller skød og slagtede civile i hans landsby. Han nåede at redde sin familie, som er vokset betydeligt siden. I lejren taget han sig af forældreløse børn, så der nu er syv børn i familien.
Desperat brug for hjælp til at holde modet oppe
Jeg er fløjet herop med Mission Aviation Fellowship, MAF, der med sine 123 fly i 27 udviklingslande flyver nødhjælp ud til isolerede mennesker i afsidesliggende områder. Jeg flyver fra Ugandas hovedstad Kampala og lander i Arua, inden jeg derefter kører tre timer op til Bidibidi-flygtningelejren.
Deroppe mellem hytter – tæt ved grænsen til Sydsudan – går det op for mig, hvor vigtig kirken er i en kaotisk lejr, hvor jorden er mager og udtørret, hvor flygtningene selv skal finde materialer til at bygge huse for deres familier, hvor FN er begyndt at skære kraftigt i fødevarerationerne, hvor der er timelange køer ved vandposterne, og hvor kvinder, børn og ældre må brænde til madlavning bæres på hovedet i flere kilometer.
Der er desperat brug for incitament til at holde modet oppe, moral til at opføre sig ordentligt og ikke mindst et håb, der kan udsyn og inspiration til hvordan i al verden man skal overleve i denne udørk.
– Folk kommer hver søndag for at blive opmuntret og udtrykker stor taknemmelighed. Vi underviser meget om tilgivelse; at vi som kristne er forpligtet på at tilgive vores fjender, fordi Gud har tilgivet os i Kristus, siger Steven.
– Bibelens ord hjælper os, når vi har udfordringer, supplerer Amos. – Når vi har problemer, ser vi hen til Bibelen, som kan give os løsninger. Under alle de svære omstændigheder har Guds ord ikke ladt os i stikken. Det opmuntrer os, motiverer os, giver os håb.
Salve på flygtninges smertefulde minder
For præsterne, de frivillige og flygtningene i Bidibidi-lejren er Bibelens historier den rene medicin. Historien om Josef, der blev forrådt af sine brødre, smidt i en brønd, solgt til Potifar og siden smidt i et fangehul kan de traumatiserede flygtninge identificere sig med. Og de får håb, når de lytter videre og oplever, at Josef får oprejsning og endda bliver til velsignelse for landet.
Amos fortæller ivrigt gestikulerede. Tænk engang på David, der måtte flygte fra Saul, men på et tidspunkt fandt ham i en hule og nemt kunne have slået ham ihjel. Men han lod være.
Steven smiler: Ja, han tog blot Sauls krukke for at have bevis for at han havde kunnet dræbe ham, men lod være.
For begge præster står evangeliet om Jesus helt centralt, og da jeg skal fotografere Amos ved hans prædikestol, begynder han at prædike for mig: Tænk engang – Jesus blev forfulgt, han blev pisket og hængt op på et kors, men han sagde bare: Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!
Jo, bibelhistorierne kan flygtningene spejle sig i. De bliver en slags salve, der lindrer deres sår, styrker deres moral og tænder et glimt af håb om, at Gud nok en dag skal tage sig af dem.
Sætter den hjemlige debat i perspektiv
Jeg kører fra Bidibidi-flygtningelejren dybt imponeret over de to præster, der hengiver sig til deres menigheder. Jeg forstår kirkens og kristendommens betydning som garant for sunde værdier i et virvar, der nemt kan udvikle sig til anarki.
Men jeg mærker også et dybt sort hul indeni og tænker: Hvordan skal de mange tusind traumatiserede flygtninge dog nogensinde klare sig og komme på fode igen? Kvinder alene om at forsørge deres familier. Børn i skoleklasser med op til 200 elever. Handlingslammede unge, der drikker og tager stoffer.
Men en missionær i Arua citerede en lokal præst, som havde sagt til ham: Gør for de få, hvad du vil gøre for de mange. Og det gør MAF gennem den organisation, det humanitære flyselskab var med til at starte i det nuværende Sydsudan for 50 år siden. ACROSS arbejder på begge sider af grænsen med bl.a. traumebearbejdning, børnebeskyttelse og sportsaktiviteter for unge. Alt sammen ud fra lokale kirker.
Og det er i den forbindelse jeg møder Steven og Amos. Præster, der unægtelig sætter den hjemlige kirkedebat i perspektiv. Uanset hvad vi måtte mene om dette og hint, er tusindvis af menneskers helt akutte og basale behov i en af verdens største flygtningelejre meget vigtigere.
Var det ikke det, Grundtvig sagde: Menneske først, kristen så. Når det er på plads, kan vi som kristne også være til hjælp for vores medmennesker.
Bloggen af Svend Løbner er også bragt i netmediet Kirke.dk.
