MAF's ungdomsorganisation MAF CO-PILOT tager til Kenya i uge 26 og 27. 12 unge er med på turen.
Denne sommer rejser 12 unge fra MAF’s ungdomsorganisation MAF CO-PILOT til Kenya. Det bliver MAF’s første ungdomsrejse, og rejsen er blevet til virkelighed i samarbejde med Youth for Christ Danmark. Da turen blev offentliggjort kort før påske, gik der kun få dage, før alle pladser var optagede.
En af dem, som hurtigt sikrede sig en plads, er 23-årige Mathias Bruun fra Aarhus.
“Jeg synes, at det var en helt unik mulighed for at komme til en helt ekstraordinær destination og møde en kultur og et samfund, som er meget anderledes fra min hverdag,” siger Mathias Bruun, som netop har søgt ind på medievidenskab på Aarhus Universitet.
Fra storbyen Nairobi til det øde Maasai-land
MAF CO-PILOT’s rejse går i første omgang til Kenyas hovedstad Nairobi. Her skal holdet over to dage hjælpe udsatte gadebørn, besøge Youth for Christ og en stor kirke, som gør en forskel i byen. Derefter besøger de unge MAF’s flybase og flyver i et MAF-fly helt ud til maasai-folket i det sydlige Kenya. Her skal de i fællesskab med maasaierne og den kristne udviklingsorganisation Red Tribe bygge et nyt klasselokale på en skole. MAF har fløjet for Red Tribe i adskillige år.
“Jeg ser frem til at møde en helt anden forståelse af, hvad det vil sige at tro og være kristen, og udover det fysiske arbejde, vi skal hjælpe med, håber jeg på, at kunne få nogle gode samtaler om livet og det at tro – både med de andre deltagere, og dem vi møder i Kenya,” siger Mathias Bruun, som også sidder i styregruppen for MAF CO-PILOT.
Mathias Bruun har ikke selv været i Afrika før, og han ser frem til, at blive udfordret på sit eget verdensbillede på turen:
“Jeg har en klar forventning om at få øjnene op for, hvor godt og nemt, vi har det i Danmark, og få sat mit eget liv sat lidt i perspektiv.”
MAF CO-PILOT er et samarbejde mellem MAF Danmark og Youth for Christ Danmark. Formålet med MAF CO-PILOT er, at unge mennesker må få en brand for mission. Læs meget mere om MAF CO-PILOT her.