Verdenssundhedsorganisationen WHO spørger på Verdens Malaria Dag den 25. april: Er I klar til at udrydde malaria? Ja, det er MAF!
Af Peter Hedelund, generalsekretær for MAF Danmark
Et lillebitte myggestik er nok. Så er helvede løs i din krop. Malariaparasitten spreder sig med lynets hast og giver kvalme, opkastning, feber, svimmelhed og det, der er værre.
Som med lille Scovia fra Uganda, der måtte have begge sine ben amputeret, fordi malariaen gav koldbrand og truede med at æde hele hendes krop.
Men hun blev reddet på målstregen takket være en vågen præst, dygtige ortopædkirurger og hurtig flytransport med MAF. Så nu får hun benproteser at gå med.
Men andre er ikke så heldige. Mange ender bevidstløse og dør i løbet af få dage efter smitten.
Derfor spørger Verdenssundhedsorganisationen WHO på Verdens Malaria Dag den 25. april: Er I klar til at udrydde malaria?
Ja, det er MAF!
Over 200 millioner mennesker verden over bliver årligt smittet af malaria. En halv million af dem ender med at dø. I Uganda er det rigtig slemt. Her dør hver femte af de indlagte malariapatienter.
Der må gøres noget. Og det gør MAF.
Vi flyver sundhedspersonale ud til de værst ramte områder og uddeler medicin, mens vi fortæller befolkningen, hvordan de kan beskytte sig mod den frygtede tropesygdom.
For nylig fløj vi et lægeteam ud til Lira-distriktet i det nordlige Uganda, hvor det viste sig at 90 procent af de 250 patienter, lægerne havde i konsultation, var smittet med malaria. De fik medicin til at stoppe sygdommen, men hvor mange andre er også smittet?
Det er op ad bakke.
Netop derfor må alle gode kræfter arbejde sammen for at forebygge og bekæmpe malaria. Vi er stolte af, at MAF samarbejder med WHO og over 200 hjælpeorganisationer i Uganda for at få hjælpen ud.
Du kan være med. Med din støtte kan vi sammen stoppe malariapandemien.
Er du klar til at udrydde malaria?