Svein-Robert fra MAF Norge fik i foråret mulighed for med egne øjne at opleve, hvordan det er, når MAF-piloten lander i en landsby og skal finde ud af, hvordan han hjælper bedst.

Det er tidligt om morgenen på MAF’s base i Mount Hagen i Papua Ny Guinea. Jeg er på besøg fra Norge for at få indblik i MAF’s arbejde her og for at besøge den norske MAF-pilot Jan Ivar Andresen og hans kone Lina.

Denne tilsyneladende rolige morgen bliver brat afbrudt af, at radiovagten Charlotte kommer løbende imod os:

“Jan Ivar, kan du tage en hasteopgave? En pige på otte år er faldet ind i et bål og har pådraget sig slemme brandskader. Hun skal hentes og flyves til nabolandsbyen, hvor der er et sundhedscenter. Det er i Waiki, en lille times flyvning ind i junglen.”

“Ja, selvfølgelig,” siger Jan Ivar, som har mange ambulanceflyvninger bag sig og ved præcis, hvad han nu skal gøre.

45 minutter tager det at blive klar til ambulanceflyvning

Det tager dog noget tid, inden vi kan sætte os i flyet. Alt må tjekkes og kontrolleres. Der er meget, der skal forberedes, inden vi kan lette.

Prognosen for vejret må undersøges. Er det overhovedet muligt at flyve ind over. Der er mange bjerge og dale, så vejret skifter hurtigt. Ofte er der for meget tåge til at kunne navigere. Heldigivis ser vejrmeldingen fin ud for Waiki.

Har vi brug for en båre, spørger Jan Ivar. Charlotte bekræfter. Det betyder, at vi må tage nogle sæder ud af flyet. Tjeklisterne skal gennemgåes, så vi kan få tilladelse til at flyve. 45 minutter fra opkaldet kom, er vi klar til at flyve.

Papua Ny Guineas smukke og store udfordring

Motoren brøler idet, vi letter i retning af Waiki. Flyvetiden er 55 minutter.

 

Under mig ser jeg grønne bjerge og dale med vandfald, og floder, som snørkler sig gennem landsskabet. Det er så smukt. Men det, jeg synes, er smukt, er Papua Ny Guineas store problem. Landskabet er uigennemtrængeligt, og der er ingen veje. Her bor 80 procent af Papua Ny Guineas befolkning på 9 millioner.

Vi sidder i et Cessna Caravan-fly, et perfekt fly til de udfordrende forhold med korte landingsbaner, ofte med hældning og meget blødt underlag pga. regn. Bare i løbet af få minutter kan det tætne helt til med tåge og regn. Sikkerheden er vigtigst, og Jan Ivar har flere gange måttet vende om og ankomme senere på grund af dårligt vejr. Det er hjerteskærende, når det drejer sig om en ambulanceflyvning, og patientens liv er i fare.

Vi dukker ned gennem skyerne, og pludselig ser vi den grønne landingsbane foran os. Den ligger op ad en bakke, og jeg mærker et sug i maven. Flyet lander med et bump, og vand og mudder sprøjter ud over det hele. Flyet stopper ikke, inden vi er på toppen af landingsbanen. Der venter en stor gruppe mennesker.

“Kan du hjælpe Margaret?”

“En pige er kommet til skade,” siger en mand på Papua Ny Guineas nationalsprog Tok Pisin. Midt i flokken af mennesker ligger der en ung pige. Hun hedder Margaret og er otte år. Folkene omkring hende er tydeligt påvirkede, og der lyser ængstelse ud af deres øjne.

 

“Hun faldt ind i bålet og fik kogende vand ned over sig,” siger MAF’s lokale kontaktperson ved landingsbanen, mens han bøjer sig ned og løfter klædet, der beskytter såret.

Et stort brandsår kommer til syne henover låret og ryggen. Margaret ligger helt stille.

“Kan du hjælpe Margaret”, spørger én og ser bedende på Jan Ivar.

“Der er ikke mere, vi kan gøre her, vi må få hende til en sundhedsklinik. Uden ordentlig behandling kan det sår få fatale følger. Hvis der går betændelse i, er Margarets liv i fare,” svarer Jan Ivar på Tok Pisin.

 

Jan Ivar henter båren, og flere hjælper til med at løfte Margaret forsigtigt over på den. To mænd tager fat og løfter hende ind i flyet. Jan Ivar spænder båren fast til gulvet i kabinen.

Alle kvinder i landsbyen kan være din mor

Margarets mor kommer med i flyet. Eller er det tanten? Hun har vist flere mødre. Her i Papua Ny Guinea er det normalt med flere mødre og fædre. Alle dine onkler er også dine fædre, og alle dine tanker kaldes også mødre. Hele landsbyen står sammen om at opforstre et barn, og denne store familie er hele dit sikkerhedsnet.

Det er også nødvendigt, når man bliver syg. På alle sundhedsklinikker og hospitaler må du ordne rigtig meget pleje selv. Nogen må med for at passe dig, lave mad til dig og give dig tøj på. Det eneste, du får, er medicin og forbinding.

 

Hurtigt er vi klar til at lette. Landingsbanen er kort, og Jan Ivar styrer flyet hurtigt op i luften. Jeg kigger om på Margaret og får øjenkontakt med moren. Hun smiler og hendes øjne lyser af taknemlighed. Uden flyet havde der ikke været meget håb for hendes datter. Lidt over ti minutter efter afgang, begynder vi nedstigningen i nabolandsbyen Oksapmin. Samme strækning ville have taget over to døgn at gå til fods.

Er sundhedsklinikken i stand til at hjælpe?

I Opsakmin ligger der en lille primitiv sundhedsklinik nogle 100 meter fra landingsbanen. Den lokale sundhedsarbejder tager imod os. Margaret bliver lagt på en hård seng uden madras. Sundhedsarbejderen løfter det klæde, som dækker Margarets brandsår.

“Uh, det ser ikke så godt ud,” siger han med bekymret mine.

 

Da Jan Ivar og jeg skal til og afsted, ser Margaret og moren på mig.

Tusind tak, siger hun med blanke øjne. Hun er tydeligt glad for hjælpen.

Forholdene på sundhedsklinikken var meget simple. Jeg udtrykker min bekymring om, om Margaret får en god nok behandling der.

“Jeg skal tilbage med mad og medicin til klinikken om nogle få dage,” siger Jan Ivar.

“Så kan jeg kigge ind og se, hvordan det går med Margaret.”

Vi sætter os i flyet og sætter kurs mod Mount Hagen, mens jeg beder en stille bøn for Margaret.