Anne fra Sydsudan flygtede over hals og hoved med sine fire børn, da oprørere skød vildt omkring sig og endda slagtede en kvinde og hendes barn. I dag er Anne formand for en landsby på 5.000 personer i en flygtningelejr i Uganda, hvor der er mangel på både vand og mad.
Anne er formand for en hel landsby i den kæmpestore Bidibidi-flygtningelejr i det nordlige Uganda. Lejren er en af verdens største flygtningelejre, hvor 270.000 mennesker er bosat i landsbyer, der er organiseret i klynger i de zoner, lejren er inddelt i.
Anne er 45 år og mor til fire børn. Hun måtte flygte med dem alle fra sin landsby i Sydsudan, da hun hørte, at en kvinde og hendes 4-årige søn var blevet slagtet af oprørere. Nu kunne hun høre krigerne komme nærmere, så hun løb alt hvad hun kunne. Civile blev fanget i krigen mellem soldater og rebeller, og mange uskyldige mennesker blev dræbt, fortæller hun.
Der er akut brug for traumeheling blandt de tusindvis af flygtninge i Bidibidi-flygtningelejren. Heldigvis er en af MAF’s partnerorganisationer i fuld gang med at yde traumeheling i grupper, hvor deltagerne kan spejle sig i Bibelens fortællinger om flugt og svigt. ACROSS blev oprettet af MAF og andre hjælpeorganisationer i det nuværende Sydsudans hovedstad Juba for 50 år siden. I dag flyver MAF mindst én gang om måneden ACROSS’ medarbejdere op til det nordlige Uganda, hvor flygtningelejren ligger. ACROSS arbejder på begge sider af grænsen til Sydsudan med bl.a. traumebearbejdning, børnebeskyttelse og sportsaktiviteter for unge.
En udfordring at skaffe vand og mad nok
Vi møder Anne sammen med omkring 30 kvinder, der sår i kø ved en vandpost, hvor vander rinder forbavsende langsomt, når man tager i betragtning, at det kommer fra en stor vandtank fra FN. Tanken er nærliggende: Der må være noget galt, et knækket rør, en ”forstoppelse” eller noget helt tredje.
Men det tager kvinderne sig ikke af. De venter blot pænt på hinanden, så de kan få deres gule plasticdunke fyldt op og komme hjem og lave mad til deres familier.
Annes landsby består af 5.000 personer fordelt i familier med enlige forsørgere: kvinder, der enten er forladt af deres mænd eller hvis mænd er døde i Sydsudans borgerkrig. Og den sparsomme vandforsyning må de dele med andre landsbyer, som slet ikke har adgang til vand.
– Der er rigtig mange mennesker, og folk lider under manglende vandforsyning, fortæller Anne og kigger over mod den fine vandtank fra FN og de sparsomme dråber, der kommer ud af et enkelt rør:
– De kom for at forbedre vandsystemet, men det er faktisk ikke i orden, for når de tilslutter os til den store distributionsledning, kommer der ikke nok vand ud. Det hele ser meget flot ud på ydersiden, men det er ikke nok. Vi venter stadig på, at de skal komme og reparere ledningen.
– Det er en stor udfordring at være her i lejren, især at skaffe mad nok. Nu reducerer de fødevareuddelingerne igen. De reducerer, reducerer og reducerer og truer også med at stoppe fødevareuddelingerne helt. Det lider kvinderne meget under som enlige forsørgere. Der ligger en masse problemer foran os.
”De angriber dig i dit hjem midt om natten”
Anne er selv flygtning fra Sydsudan. Hendes mand er soldat og opholder sig stadig i det borgerkrigshærgede land. Selv måtte hun flygte over hals og hoved med sine fire børn.
– Jeg ved ikke, hvor han er lige nu, for jeg modtager ingen opkald fra ham. Der er ingen kontakt.
Hun flygtede fra Sydsudan den 9. september 2016.
– Da oprørerne begyndte at kæmpe mod regeringen, begyndte de at lukke vejene. Vi havde ikke adgang til mad. Og selv om regeringshæren gik ud for at bekæmpe oprørerne, kom de bare tilbage. Og de begyndte at skyde folk og tog slet ikke hensyn til, om de ramte civile eller ej. Folk blev bange for terror.
– Krigerne er ligeglade med, hvem du er. De angriber dig i dit hjem midt om natten. Du slår alarm, men ingen kommer og hjælper dig. De passer alle sammen sig selv.
– Det, der virkelig satte en skræk i livet på mig, var da en kvinde og hendes 4-årige barn blev slagtet. Oprørerne forsøgte også at slagte et barn på seks måneder, men Gud reddede babyen.
– Det er den slags, der gjorde mig så bange for at blive i Sydsudan. Derfor besluttede jeg at komme væk derfra. Men her i lejren står vi over for flere problemer. Det er mere end vi kan bære, når vi som kvinder er alene om at forsørge vores familier.
