I denne uge begyndte MAF i Sydsudan at bringe medicin til de tusindvis af flygtninge, som lige nu krydser grænsen til Sydsudan på flugt fra den væbnede konflikt i Sudans hovedstad Khartoum.
Hver dag ankommer flere tusind flygtninge fra Sudan til grænsebyen Renk mellem Sudan og Sydsudan. Den 19. juni begyndte MAF at flyve medicin til de nyligt opståede flygtningelejrene i området. Den første flyvning var for Citizen Call, som er en sammenslutning af borgere i Sydsudan startet for at hjælpe de mere end 120.000 flygtninge, som har krydset grænsen til Sydsudan – langt de fleste af dem er selv sydsudanesere.
Med sig tilbage til MAF’s base i hovedstaden Juba havde pilot Andy MacDonald en kvinde, som havde pådraget sig et skudsår under sin flygt fra Khartoum. På trods af hendes tilstand lykkedes det hende sammen med sin lille søn at flygte til grænsen til Sydsudan – en todages rejse i lastbil.
Fra lufthavnen i Juba blev hun kørt på Juba Teach Hospital for at få behandling og genforenet med familiemedlemmer i Juba. Hun er stabil, men venter stadig på operation på hospitalet.
Udover den sårede kvinde havde MAF 10 andre flygtninge med til Juba.
1,4 millioner mennesker er flygtet fra Khartoum
Denne kvinde er blot en af de 2000 flygtninge, som hver dag krydser grænsen til Sydsudan efter at have tilbagelagt en udmattende rejse fra Khartoum til det ellers uroplagede Sydsudan. Nu er der mere sikkert her i Sydsudan end i Khartoum, der siden 15. april har været kampplads for Sudans officielle militær og den militære gruppering RFS. Konflikten har indtil videre tvunget 1,4 millioner mennesker på flugt. Mange mennesker er dog stadig fanget i den belejrede hovedstad, som konstant er under luftangreb, uden mad eller rent vand.
De mennesker, som formår at flygte, møder forfærdelige forhold i de lejre, der er sat op i Renk. Mangel på mad, telte, lægehjælp, vand og toiletter betyder, at sygdomme breder sig i lejrene. Hver dag er der meldinger om børn, som dør af undernæring eller dehydrering.
MAF i Sydsudan følger situationen tæt og planlægger lignende nødhjælpsflyvninger til Renk rettet mod de flygtninge, som krydser grænsen til Sydsudan. Indtil videre er det kun fly fra FN, som har tilladelse til at flyve ind i selve Sudan.