MAF’s freds- og forsoningsteam fremmer forsoning mellem krigsramte familier i Sydsudan. Efter tre dages seminar må bitterhed vige for tilgivelse.
Joseph Maluk fra dinka-stammen bøjer knæ foran forsamlingen af kuku’er i kirken: ”Jeg beder om tilgivelse af hele mit hjerte for de overgreb, mit folk dinka’erne har begået mod jer kuku’er!”
Kirkens præst Emmanuel Jale Wani rejser sig med det samme og omfavner Joseph: ”Ja, vi tilgiver dig, min bror!”
Scenen udspiller sig i byen Kajo Keji i Sydsudan, et epicenter for etnisk vold i 2017, der tømte byen for indbyggere og sendte dem på flugt til Uganda, hvor tre ud af fire stadig befinder sig.
Men nogle familier vender tilbage og prøver at genopbygge både byen og tilliden til deres naboer.
Et folk med knuste hjerter
MAF’s freds- og forsoningsteam har samlet 31 ledere fra fem sogne i Det Episkopale Kirke til et tre dages freds- og forsoningsseminar i Kajo Keji. Folk er gået op til en hel dag for at være med.
– Nogle af os har knuste hjerter, indleder biskop Emmanuel Murye Modi. – Men først når vi bliver forsonet med os selv, kan vi forsone os med andre.
Men det er ikke nemt, viser responsen:
– Det er altså svært at tilgive, når folk ødelægger et hus, du lige har ofret alle dine penge på at bygge!
– Hvordan skal jeg kunne tilgive de mennesker, der har dræbt mit barn?
’Jeg har holdt fast i smerten for længe’
Men fred er den eneste vej frem for den pinte befolkning, der har måtte udholde krig og konflikt i generationer. Først angrebet af den islamistiske regering i nord. Siden hærget af borgerkrig mellem etniske stammer kort efter Sydsudans selvstændighed i 2011.
Netop derfor flyver MAF’s freds- og forsoningsteam ud til de mest plagede områder af Sydsudan. Efter tre dage, hvor deltagerne selv bidrager til undervisningen, opfører forskellige dramastykker og diskuterer i små grupper lykkes det endelig at få hul på bylden. Også i Kajo Keji:
– Jeg har holdt fast i denne smerte alt for længe. Nu er jeg nødt til at tilgive, fortæller en deltager.
– Vi plejede at dræbe dele af landsbyen i vore hjerter, men nu har vi lært at tilgive dem, fortæller en anden.
Helbrede hjerter, helbrede nationer
Joseph Maluk fra dinka-stammen fortæller om de myter, der hersker i hans folk:
– Mine forældre lærte mig, at I kuku’er spiser mennesker, sagde han.
– Ja, og vi har lært, at I dinka’er stjæler kvæg og tager vores land, replicerer en af kuku’erne.
Men da Joseph senere bøjede sig og bad om tilgivelse, satte det en lavine i gang. Flere og flere gik til bekendelse, og en forløsende stemning bredte sig.
MAF’s freds- og forsoningsteam har foreløbig afholdt 10 seminarer i Sydsudan. ”Healing Hearts, Healing Nations” (Helbrede hjerter, Helbrede nationer) hedder undervisningsoplægget, der med Bibelens fortællinger viser vej til heling efter etniske konflikter. Målet er, at heling mellem familier, klaner og stammer breder sig som ringe i vandet til hele landet.