Paula Larrain er begejstret for MAF’s indsats i verden. Piloterne er mirakelmagere, sagde hun ved erhvervsevent.
– Miraklernes tid er ikke forbi. Det har den i virkeligheden aldrig været.
Sådan indledte den kendte tv-journalist Paula Larrain erhvervseventet på Rohden Gods mellem Vejle og Juelsminde den 2. maj 2023.
Eventet var sat i søen af Anders Kirk Johansen, indehaver af A. Kirk A/S, og medsponsor af et fly til MAF tilbage i 2010.
Over 300.000 kroner blev samlet ind i løbet af aftenen. Et mirakel i sig selv.
Men det var ikke økonomiske mirakler, Paula Larrain indledte med. Men menneskelige mirakler. Eller rettere: Mirakelmagere.
Mirakler for de efterladte
– Mens de fleste af os går rundt og passer vores forholdsvis fredelige hverdage, er der andre, som bruger deres liv på at skabe mirakler i andre menneskers liv. Mirakler for mennesker, der ellers er efterladt til en grum skæbne i en udørk et sted.
Hun tilføjede:
– Mirakelmagerne er helt almindelige mennesker, i dette tilfælde piloter, der på et tidspunkt har besluttet sig for at gøre en ægte forskel for verdens mest udsatte – oftest kvinder og børn – og fragte dem enten i sikkerhed eller til livsnødvendig lægehjælp.
MAF gør stort indtryk
Paula Larrain var hyret ind til at lede arrangementet, der indeholdt både festmiddag, gospelsang og flere inspirerende foredrag om, hvad de 123 små MAF-fly udretter i 27 af verdens udviklingslande.
Efter arrangementet spurgte vi hende, om det at lede blot var endnu et job for hende.
– Nej, det har ikke bare været et job for mig i aften, svarede hun. – MAF har gjort et kæmpestort indtryk på mig. Jeg synes, det er fantastisk det arbejde, man laver. Det der med at komme ud til folk så langt væk, som man ellers ikke ville kunne nå ud til og hjælpe på den måde.
En fantastisk historie
Hun er samtidig mildest talt overrasket over MAF’s indsats:
– Ja, jeg er et eller andet sted lidt chokeret over, at jeg aldrig har hørt om MAF før. Det er jo en fantastisk historie, det der med, at piloter fra Royal Air Force så det som et kald efter Anden Verdenskrig at gøre noget godt i verden.
Hun tilføjer:
– Jeg er glad for, at jeg nu ved det. Og jeg er glad for at være med til at få donationer på plads.
Vendt mod de 67 deltagere ved erhvervseventet havde hun frisk og frimodigt sagt:
– Alene det, at I er her, vidner om, at I også vil gøre, hvad I kan for at skabe fremtidens mirakler.
Af Svend Løbner, freelancejournalist