Hannah Mumford blev ramt af hjernemalaria, mens hun arbejdede hos MAF i Liberia. Fire år senere oplever hun stadig følgevirkninger som hjernetåge og udmattelse. Endnu en grund til at stoppe den frygtede tropesygdom.
– Mit navn er Hannah, og jeg er fodterapeut, mor til tre – og malariaoverlever.
Sådan begynder Hannah Mumford fra Skotland sin historie, og ordet” malariaoverlever” fylder det meste i sind og krop. For i april 2019, mens hun arbejdede for MAF i Liberia sammen med sin mand Andrew, blev hun smittet af malaria.
Grunden til at sygdommen fylder så meget, er at hun stadig fire år senere har kraftige bivirkninger som hjernetåge og udmattelse. På The London School of Hygiene & Tropical Medicine blev sygdommen identificeret som hjernemalaria, den værste form for malaria, som anstrenger nerverne, forårsager anfald og angriber både kognitive og motoriske færdigheder.
Hannah kom heldigvis på hospitalet i Liberias hovedstad Monrovia. Og derfor overlevede hun modsat de 600.000 personer om året, som dør af den frygtede tropesygdom.
– Jeg er en af de heldige, der kom på hospitalet, siger hun og tilføjer eftertænksomt: – Jeg vil aldrig glemme den styrke, Gud gav mig i de mørkeste tider, men jeg vil heller ikke glemme dem, der er mindre heldige end mig.
Faldt om i supermarkedet
Hannah Mumfords ”malariarejse” begyndte i april 2019. Hun fortæller:
– Jeg vågnede op og følte mig øm en mandag morgen, men jeg ignorerede, hvad jeg troede var en travl mors sædvanlige træthed. Da jeg handlede i supermarkedet, fik jeg pludselig kvalme og svimmelhed. Min chauffør Moses greb mig, da jeg faldt sammen. Jeg husker knap turen hjem, men jeg kunne høre ham dytte i hornet for at trænge igennem den travle trafik. Han ville tage mig direkte på hospitalet, men jeg nægtede stadig at tro, det var malaria.
– Jeg tilbragte den næste uge på sofaen eller i sengen. En dag, hvor Moses havde kørt børnene i skole, vendte han hjem og fandt mig bevidstløs efter at have tabt og smadret et drikkeglas. En nabo kørte mig på hospitalet, hvor jeg i fem dage modtog intravenøs malariamedicin for at bekæmpe infektionen.
’Jeg blev en svagere udgave af mig selv’
– Jeg var en af de heldige. Hvert andet minut dør et barn af malaria et sted i verden. Ti dage efter behandlingen viste prøverne ingen spor af malaria i min krop. Nogle vender hurtigt tilbage, når infektionen er væk. Men det var slet ikke min oplevelse. Tre uger senere kunne jeg stadig ikke gå rundt i huset. To år senere, er jeg stadig en anden og svagere udgave af mig selv.
– Jeg havde ofte ’episoder’, hvor min hjerne ikke kunne fortælle mine ben, hvor de skulle bevæge sig hen. Jeg kunne sidde i timevis, indtil de pludselige anfald gik over, og jeg kunne bevæge mig igen. Simple gøremål som at gå på indkøb var et mareridt i årevis. Min hjerne kunne ikke holde ud at tænke på, hvad vi skulle have til aftensmad…
Hjernetåge og udmattelse
– Jeg føler ofte hjernetåge og bliver nogle gange overvældet af at skulle lave planer eller være med til store sociale sammenkomster. Jeg er nødt til at indlægge hvilepauser hver dag – selv hvis jeg bare kan sidde 30 minutter i en stol.
– Men jeg kan nu arbejde to dage om ugen, og jeg elsker det. Jeg er så taknemmelig for at være kommet så langt i min bedring. Jeg ved, at jeg er meget velsignet over at have adgang til behandling i kritiske øjeblikke.
– Måske skal jeg leve med bivirkningerne af malaria resten af mit liv. Men synes, det er så trist, at nogle mennesker ikke tager forebyggende malariamedicin, når de rejser. Denne sygdom dræber mere end 600.000 mennesker hvert år – jeg er en af de heldige, der kom på hospitalet, slutter Hannah Mumford.
Af Svend Løbner, freelancejournalist
