Øjenskader og grå stær er hyppige øjenlidelser i Madagaskar. MAF’s flyvninger bidrager til at forebygge og behandle.
En lille pige ligger livløs på sengen. Hendes ene øje er hævet voldsomt. Hun må have fået noget i det, et insekt, en splint eller noget helt tredje.
Hendes far Leonide er i vildrede. Vidste bare at han måtte få lille 1-årige Monica på hospitalet i en fart.
Men farten kniber det med, når man bor i en isoleret landsby i Madagaskar.
– Jeg havde ikke andre muligheder, hverken bil eller motorcykel kunne komme frem, forklarer Leonide.
Måtte gå gennem vildmarken i to dage
Så han måtte tage pigen på ryggen og gå i to dage, inden han nåede Good News Hospital i Madritsara.
– Jeg ved ikke hvor betændelsen kommer fra, men en dag tog hun sig til øjet og græd, fordi noget øjensynlig plagede hende, fortæller han
Pigen var nu i behandling med antibiotika, men det så helt ærligt ud til, at der var langt igen, inden betændelsen var slået ned.
– Lægerne drypper hendes øjne for at rense og stoppe infektionen, forklarer Leonide.
Vigtigt at patienterne kommer hurtigt på hospitalet
– Vi får tit patienter med øjenskader, forklarer øjenlæge dr. Janitra. – Nogle har medfødte øjenlidelser, andre er påført skader ved ulykker. For eksempel under høsten, når de bjerger høsten fra rismarkerne, får de fremmedlegemer fra ris, fra blade, fra insekter, eller fra et stykke jern eller træ.
Dr. Janitra har arbejdet som læge på hospitalet i Madritsara i 28 år og begyndte et år efter hospitalet var etableret. I dag er hun øjenkirurg, hvilket der er hårdt brug for i området, fortæller hun:
– Det er almindeligt at folk over 50 år får grå stær. Varmen i tropiske områder som vores kan give problemer for øjets linse. Linsen bliver hvid.
– Vi er glade, hvis patienterne kommer hurtigt på hospitalet, jo før de bliver opereret, jo større chance er der for at de beholder synet. Hvis de kommer alt for sent, mister de måske hele øjet.
Flyver med MAF til afsidesliggende områder
Dr. Janitra er ikke kun øjenlæge, men leder hele lægeteamet på hospitalet. Ud over øjenlidelser kommer patienterne for at blive behandlet for malaria, parasitter og forskellige infektioner. Der er også stigting i HIV/Aids, fortæller hun.
Gør I noget for at forebygge?
– Ja, vi har en hel afdeling, hvor læger rejser ud i landsbyerne for at undervise i hygiejne og sygdomsforebyggelse. Her har vi også et vaccinationsprogram i samarbejde med helikoptermissionen Helimission.
– Vores øjenteam flyver desuden med MAF til det afsidesliggende Mananar tre gange om året. Rejsen tager 3-4 dage, men med MAF tager den kun 25 minutter. Her kommer mennesker fra hele området for at blive behandlet for deres øjenlidelser. Vi er meget glade for at samarbejdet med MAF. Piloterne er meget hjælpsomme.
MAF er hospitalets eneste realistiske transportforbindelse til omverdenen. Med bil kan rejsen fra Madagaskars hovedstad Antananarivo tage mellem to dage og en hel uge. Med MAF tage rejsen 1 time og 40 minutter.
Vil oplære flere øjenkirurger
Dr. Janitra er egentlig pensioneret, men hun arbejder videre og oplærer samtidig andre øjenkirurger.
– Jeg stopper snart, men inden da må jeg oplære andre, fortæller hun og peger på tre andre læger på kontoret.
– Om to år vil jeg måske kunne leve i fred, smiler dr. Janitra. – Men jeg takker Herren for, at jeg stadig er her. Gud har velsignet projektet, så jeg er glad.
Hospitalsdirektør Phillippe Hisson er enig:
– Vi takker Herren for samarbejdet med MAF som en del af hospitalsprojektet i Mandrisata. Her arbejder vi tæt sammen med udenlandske missionærer. Samarbejdet med MAF gør det nemmere for missionærer at rejse til og fra hospitalet.
Good News Hospital i Madritsara behandler 20.000 patienter om året og udfører op til 1.800 operationer. Byen er på 50.000 indbyggere, mens oplandet løber op i 350.000. Hospitalet betjener en stor del af det nordlige Madagaskar, bl.a. ved MAF’s ambulanceflyvninger.
– Uden MAF ville vi være isolerede her i Mandritsara. Det er virkelig en velsignelse for hospitalet at kunne flyve med MAF, slutter hospitalsdirektøren.