Stewart Ayling har udskiftet Formel 1 med fly fra MAF. Som programchef i MAF Tanzania leder han MAF’s flyvninger til ufremkommelige områder.
Han er en lille, stille mand, Stewart Ayling. Men synet bedrager, for han elsker fart. Hans far tog ham med til racerløb allerede, da han var 18 måneder gammel. Siden har lyden af brølende motorer, hvinende dæk og modvind i fart fascineret ham. Og en karriere som ingeniør og værkfører for mekanikere i Le Mans og Formel 1 lå klar.
I dag er den stilfærdige brite dog lettet fra racerbanen. Som programchef i MAF Tanzania leder han MAF’s operationer i landet, bl.a. de faste lægesafarier med læger, sygeplejersker og jordemødre til isolerede landsbyer i utilgængelige områder.
Ville ikke mere ”køre i ring”
Stewart Ayling havde engageret sig i motorsport i 18 år, da livet tog en drejning. Hans hustru Michelle er skolelærer og havde længe følt et kald til Afrika. Parret undersøgte mulighederne, og da MAF Tanzania bød velkommen og fik øje på Stuarts tekniske kompetencer, stod det klart. Den forsigtige og omhyggelige mand kunne de sagtens bruge på flybasen i Dar Es Salaam.
Det blev et godt match, ikke mindst for Stuart, som i flere år havde mærket et kald til noget mere meningsfuldt end at ”køre i ring”.
– Efter fire og et halvt år i Formel 1, gik det op for mig, at mit liv blot gik op i arbejde og racerløb. At der bliver brugt ufattelig mange penge på biler, der kører i ring meget hurtigt. Men at hele showet slet ikke gavner noget i verden. Så jeg begyndte at lede efter noget andet at lave.
’MAF grinede ikke ad mig’
Da Michelle ville til Afrika, begyndte Stuart at søge muligheder i forskellige missionsorganisationer.
– Mange af dem lo ad mig og sagde: Der er ingen racerbaner i Afrika! Men MAF grinede ikke. De svarede, at jeg nok havde en masse tekniske færdighed, som de kunne bruge. Og de stod faktisk lige og manglede en med ingeniørbaggrund.
Som sagt så gjort. Efter et år var Michelle, Stewart og deres tre børn udstationeret i MAF Tanzania. Og efter tre år som programchef med base i Arusha glæder Stuart sig over MAF’s fleksibilitet:
– Vi havde base i Dar Es Salaam, Dodoma, Iringa og her i Arusha. Men da borgerkrigen brød ud i Sydsudan i 2013, omfordelte vi ressourcerne, så flyene kunne betjene befolkningen dér. Det betyder, at MAF nu kun har én base med to små fly her i Tanzania, men det har jeg det helt fint med.
Ønsker at se Guds rige vokse
Ud over månedlige lægesafarier ud fra det lutherske hospital i Haydom, støtter MAF også en bibelskole i Malambo ved at flyve elever, lærere og præster ud med evangeliet til isolerede landsbyer, hvor mennesker endnu ikke har hørt det.
– Jeg nyder især at samarbejde med tanzaniernes egne lokale organisationer, fortæller Stewart Ayling, der hele tiden er på udkig efter organisationer, som har brug for MAF’s assistance.
– Jeg kommer fra en branche, hvor alle konkurrerer med hinanden. Hvis du havde en fordel, fortalte du det ikke til de andre. Men i MAF samarbejder vi med missionsorganisationer, der alle har det samme formål: at se Guds rige vokse.
Prædiker du?
– Nej, jeg synes tanzanierne selv er meget bedre til det, end jeg er med min britiske baggrund. Men det er en stor glæde for mig, hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe dem!
Af Svend Løbner, freelancejournalist