Danske unge fløj med MAF i Kenya for at hjælpe til ved et skolebyggeri blandt masaier i ufremkommelige bjerge. Men hjælpen gik begge veje: De unge fik masser af inspiration med hjem.
12 unge boede hos masaier en uge – og det gjorde indtryk. Især deres glæde og taknemmelighed midt i fattigdom og armod har sat spor i de unges liv.
De rejste til Kenya i sommer som led i MAF’s ungdomsnetværk, CO-PILOT, og fløj i et tætpakket lille MAF-fly til en masaistamme i ufremkommelige bjerge. Her hjalp de til med at bygge en sovesal på en skole, da mange børn og unge elever kommer langvejs fra.
Langvejs kom også de 12 danske unge, der alle havde meldt sig på rejsen inden for 24 timer, efter den var annonceret.
”En ordentlig omgang helligånd”
Og det skulle blive en uforglemmelig oplevelse:
– Turen har givet mig en ordentlig omgang helligånd på opleveren, fortæller Emma Vibe. – Jeg er simpelthen så fyldt op helt ind i hjertet og ud til fingerspidserne af kærlighed fra alle de kristne brødre og søstre vi har mødt på turen.
Julie Fyhn er enig:
– Vi har mødt og boet side om side med en kultur, som har meget at lære fra sig på det åndelige plan. En åndelig kultur af inspirerende mennesker, der anerkender Gud som deres ultimative sikkerhedsnet, og som lovpriser ham med hele deres krop og sind!
Mathias Tang blev helt bekymret på masaiernes vegne, men det havde han ingen grund til, viste det sig:
– Et møde med et stammesamfund, der vitterligt ingenting ejer fyldte mit hoved med bekymringer på deres vegne. Derfor var det en ekstraordinær oplevelse at møde deres bekymringsløse tilgang og glæde over livet, fortæller han.
Et eventyr for livet
Turen til Kenya med unge i 14 dage var MAF’s første af slagsen, og det har givet mod på flere. Der arbejdes i øjeblikket på at lave endnu en tur til et MAF programland i efteråret. MAF står for Mission Aviation Fellowship, hvis 123 fly ofte er det eneste transportmiddel til 27 landes afsidesliggende og svært fremkommelige områder.
Simon Langvad er studentermedhjælper i MAF med ansvar for CO-PILOT – et projekt, der engagerer unge i mission, nødhjælp og udvikling. Han var også rejseleder for de 12 unge, der 27. juni lettede på deres livs eventyr i Kenya. Efter landingen i Nairobi og et besøg på MAF-basen fløj de en halv time op til masaistammen. Med bil ville turen have taget mellem otte og 12 timer, fortæller Simon Langvad.
– Vi landede med det lille MAF-fly på en landingsbane, der ikke havde været brugt i to år. Piloten valgte derfor at flyve ned en meter over jorden for at jage kvæg og de værste forhindringer væk og tjekke: Kan vi over hovedet lande her igen?
– Det kunne vi, og så står der nok 200 masaier og tager imod os. Det var meget overvældende. Nogle havde gået 25 kilometer for at møde os.
Dybe relationer
Da de unge steg ud af flyet, blev de stillet op på en lang række, og så kom masaierne og gav dem smykker og farvestrålende ”kangaer” på. Kangaer er det rødternede stof, masaierne traditionelt bruger at klæde sig med.
Og så skulle de 12 unge ellers i gang med det arbejde på skolen Masai Academy, de var kommet for at udføre. Masai Academy er stiftet og drevet af én af MAF’s partnerorganisationer, RedTribe.
De syv drenge hjalp til med at bygge en sovesal til masaibørnene, og pigerne hjalp til ved et smykkeværksted, hvor udsatte kvinder kan tjene en skilling og samtidig skabe overskud til skolens drift. Smykkerne sælges over hele verden.
De danske unge var også med til at indvi en grund tæt på landingsbanen, hvor der også skal bygges en skole med støtte fra MAF Danmark.
Det var en bevægende oplevelse, fortæller Simon Langvad:
– Jeg er imponeret over, hvor dybe relationer, man kan nå at få på en uge. Mange havde tårer i øjnene, da vi skulle sige farvel – både danskere og masaier.
Læs mere på www.mafcopilot.dk.