Fire unge vandt en konkurrence i MAF CO-PILOT om en flyvetur med Kenneth Pedersen, der har været MAF-pilot på Madagaskar.
Fire danske unge oplevede på egen krop hvad det vil sige at flyve med nødhjælp, medicin og kristen litteratur til verdens mest isolerede egne.
Lara Nyvang Legarth, Louise Dehn Møller, samt Eileen og Jesper Slob het Lam vandt en konkurrence i MAF CO-PILOT om en flyvetur med tidligere MAF-pilot Kenneth Pedersen. MAF CO-PILOT er et netværk af unge, der holder events for at engagere andre unge i at gøre en forskel verden.
Spænd sikkerhedsselerne!
Kenneth Pedersen var udsendt af MAF til Madagaskar fra 2017 til 2020 og kunne derfor give de unge indblik i en hverdag på vingerne over den eksotiske ø i Det Indiske Ocean.
Han tog imod de unge i Aalborg Lufthavn og viste dem et slideshow fra Madagaskar, inden de kom gennem sikkerhedstjek og ud på landingsbanen, hvor det lille fly stod klar.
– Vi steg ombord. Jesper havde fået lov til at styre, så han sad foran. Vi spændte vores sikkerhedsseler og iførte os vores hovedtelefoner. Man følte sig lidt sej med dem! fortæller MAF’s studentermedarbejder Negin Fou i en dagbog fra turen.
Pludselig dykkede flyet…
Kenneth Pedersen gik hele checklisten igennem og kontroltårnet gav grønt lys. Så trillede flyet langsomt ud mod landingsbanen. Jesper fik lov til at køre flyet noget af vejen derud, fortæller hun.
– Kenneth tændte op for apparaterne, og pludselig var vi i vejret. Vi fløj ud til kysten, hvor vi kunne se det flotte blå vand med de brusende bølger, og de smukke klitter langs Vesterhavet. Megasmuk udsigt!
– Undervejs spurgte Kenneth, om vi kunne lide rutsjebaner, hvilket vi sagde ja! til, og pludselig dykkede flyet, så vi blev løftet i vores seler. Jesper fik også lov til at styre flyet…
Motorstop føltes roligt
Til sidst fik de unge også lov til at opleve, hvordan det er at få motorstop på en flyvning.
– Så kunne vi mærke på egen krop, hvordan det egentlig ville føles, hvis der kom motorstop en dag. Og det føltes egentlig meget roligt, fortæller Negin.
Det blev bekræftet af Kenneth, der fortalte at en nødlanding på en mark nogle gange føles blidere end en almindelig landing på landingsbane.
’En vildt fed oplevelse’
Herefter signalerede Kenneth til kontroltårnet at vi ville vende snuden hjemad, og flyet vendte tilbage til Aalborg Lufthavn.
– Alle var glade og syntes, det havde været en vildt fed oplevelse og bare en helt og aldeles god dag, slutter Negin.
Det havde det også været for Kenneth Pedersen:
– Det var en fornøjelse at flyve med vinderne af konkurrencen, og prøve at give dem et lille indblik i, hvordan det er at flyve som udsendt pilot med MAF. Og vise dem lidt af, hvad man kan komme ud for.