Moring holder vagt og vedligeholder landingsbanen ved et hospital i Tanzania, fordi han selv blev løsladt fra fængsel mod kaution betalt af en missionær.
En hær af medarbejdere står sammen og udfylder hver deres rolle, så MAF kan flyve med nødhjælp, medicin og litteratur til isolerede landsbyer i afsidesliggende områder. Pilot, flyingeniør, planlægger, flykontrollør, regnskabsassistent mfl. arbejdet tæt sammen for at indsatsen må lykkes.
Men én rolle er ikke særlig velbeskrevet. Vagtmanden, der passer godt på MAF-flyet, når det lander på basen og venter på næste takeoff.
Omdrejningspunkt for lægesafarier
Vi møder en af dem, John Gedje Moshi, også kaldet Moring, der holder vagt på landingsbanen ved Haydom Lutheran Hospital i det nordlige Tanzania.
Hospitalet er omdrejningspunkt for lægesafarier til isolerede befolkninger i et område på størrelse med Fyn, hvor mennesker ikke har anden mulighed for sundhedshjælp end et månedligt besøg af en MAF-ladning sygeplejersker, jordemødre, vaccinationer og medicin.
Mellem 70 og 200 personer møder typisk op ved det aftalte mødepunkt i skyggen af et træ, når de hører flymotorerne i det fjerne.
Mange opgaver på lange arbejdsdage
Tilbage på basen ved hospitalet venter Moring og holder græsbanen fri for geder, køer, børn og forbipasserende generelt. Det hører nemlig også til opgaven som vagtmand. Redskaberne i hans lille vagtskur afslører, at han også har ansvar for at udfylde de huller, som typisk opstår efter voldsomme regnskyl.
Moring har mange opgaver på lange arbejdsdage. Men hvad er det, der driver ham? Det får vi at vide, mens vi venter på hospitalets sundhedspersonale før endnu en flyvetur.
Taknemmelig for missionærens kaution
– Jeg arbejder her, fordi jeg er så taknemmelig til en missionær fra hospitalet, fortæller Moring. – Jeg og min familie var røget ud i en konflikt med en nabo omkring hvor skellet mellem vores gårde skulle gå. Jeg var ung og lavede et eller andet dumt, og så røg jeg i arresten på politistationen.
– Da missionæren hørte det, troppede han op på stationen og sagde, at det da vist ikke kunne være meningen, at jeg skulle sidde fængslet. Og så betalte han kautionen, så jeg kunne blive løsladt. Derfor arbejder jeg nu som vagtmand for Haydom Lutheran Hospital.
Det var tydeligt, at Moring går op i sit arbejde med liv og sjæl. Han ser en ære i at passe godt på landingsbanen, så MAF kan flyve ud til de nødlidende, og holde vagt ved MAF-flyet, når det lander.