– Når I kommer ud til os, lytter til vores historie og fortæller den videre, så vi bliver hørt, skaber det positiv forandring, fortæller en flygtning fra Sydsudan i en af verdens største flygtningelejre, som MAF har besøgt.
Livet som flygtning er barsk og traumatiserende. Sult, død, sygdom og angst er hverdag, og det kan være svært at finde håb for fremtiden.
Derfor er det vigtigt, at flygtninges historier bliver hørt, så de kan få hjælp.
En af verdens største flygtningelejre
Sådan lyder opfordringen fra 27-årige Robin. Hun bor med sine to små børn i den store Bidibidi-flygtningelejr i Uganda, som MAF besøgte i marts 2023.
Det tørre støv slog i møde, da MAF’s generalsekretær Peter Hedelund og journalist Svend Løbner kørte i en jeep op til flygtningelejren i det nordlige Uganda. Bidibidi-lejren er med sine 270.000 flygtninge fra Sydsudan verdens største flygtningelejr, kun overgået af Cox Bazar i Bangladesh.
Og det slår de besøgende, at lejren mest består af kvinder og børn. Mænd i den kampdygtige alder er blevet i Sydsudan. Kvinderne er efterladt med deres børn og ældre familiemedlemmer. Kvinderne står længe i kø ved vandposten, hvor vandet kun langsomt rinder ud af et rør fra vandtanken.
Flygtninge sætter livet på spil
I 2016 måtte Robin selv flygte fra Sydsudan med sine to små børn på grund af borgerkrig:
– Det er forfærdeligt. Først tog vi det ikke alvorligt, men da situationen blev værre, måtte vi flygte for vores liv, fortæller hun.
Mange unge mænd blev i Sydsudan enten for at kæmpe eller for blot at beskytte deres hytter, marker, kvæg og ejendele. Imens måtte kvinder, børn og ældre flygte – med livet som indsats:
– Mange mennesker blev syge på rejsen, andre blev skudt. Vi vidste ikke, om vi ville overleve, husker Robin.
En stemme til de stemmeløse
Robin må nu kæmpe for sin lille families overlevelse blandt de 270.000 andre flygtninge i Bidibidi-lejren. Traumerne plager hende, for hun har set naboer og venner blive skudt og har måttet skræve over lig – endda af børn – for at komme frem.
For Robin og de andre flygtninge i lejren er håb blot et spinkelt halmstrå at holde sig til. FN skærer ned på madrationerne, så det er en daglig kamp at blive mæt og brødføde sine børn. Der er lange køer til drikkevandsposter, og børnedødeligheden og selvmordsraterne er høje.
I den virkelighed, betyder det meget, at få besøg af ngo’er som MAF og ACROSS, som MAF samarbejder med i lejren.
– Folk skal komme ud i felten, som I har gjort. For ellers har flygtningene her ingen mulighed for at blive hørt, pointerer den unge mor.
Journalist Svend Løbner tager den ene flygtning efter den anden med ind i en interimistisk kirke i lejren for at interviewe dem og høre deres historie.
Robin kvitterer med det samme:
– Når I lytter til fem af os, der repræsenterer de stemmeløse, skaber det positiv forandring.
Håber stadig på fred i hjemlandet
Robin har ikke opgivet håbet om fred i Sydsudan:
– Vi håber på fred i vores hjemland. Dér kan du tjene til dagen og vejen. Her er vi afhængige af at bo på andres grund og at spise andres mad. Lige nu håber vi at i hvert fald enkerne, de forældreløse og andre nødlidende vil få hjælp.
– Mange kæmper stadig med traumer og stress efter krigen og flugten, fortæller hun.
Det er netop her, MAF sætter ind sammen med den lokale ngo ACROSS, som samarbejder med lokale kirker i flygtningelejren om at lindre og bearbejde flygtningenes traumer.
Det sker gennem bibelhistorier om mennesker, der måtte flygte og med Guds hjælp finde sig til rette i nye omgivelser. Især historien om Josef, der blev forkastet af sine brødre og alligevel endte med at tilgive dem, virker stærk på flygtninge, som i borgerkrigen er blevet svigtet af deres landsmænd.
