Lille Natacio fik pludselig høj feber og var tydeligt utilpas. Han bor med sin familie isoleret på en ø langt væk fra hospitalet i Østtimors hovedstad. Men MAF kom til undsætning.
En lille dreng på kun 9 måneder havde faretruende høj feber og blev derfor evakueret af MAF. Nu er han hjemme igen i god behold.
Natacio Gusmão hedder den lille baby fra Atauro Island i Østtimor, der pludselig fik høj feber og måtte have akut medicinsk behandling. Natacios familie bor i Adara, en afsidesliggende landsby på den vestlige kyst af øen Atauro. Her er der ingen vej til øens hovedby, Vila Maumeta.
Da den lille dreng viste tegn på utilpashed tog hans forældre fluks en af landsbyens lokale båd for at bringe ham til områdets sundhedscenter i Vila Maumeta to timer væk.
På sundhedscentret foretog sygeplejersken et tjek og konstaterede, at han havde et sår i halsen og høj feber, der medførte kramper og udspilet mave.
Drengen krævede særlig behandling. Derfor besluttede sygeplejerskerne at overføre ham til National Hospital Guido Valadares (HNGV) i Dili. Og det skulle gå stærkt. Den eneste måde, det kunne gøres hurtigt og sikkert på, var med et MAF-fly,
Normalt kan det tage op til 3 timer at rejse med båd til Dili, men med en MAF-flyvning tager det under 20 minutter.
På hospitalet i Dili kom lille Natacio i behandling og fik det hurtigt meget bedre. Han blev på hospitalet i næsten en uge, og er nu blevet udskrevet. Derefter blev han og familien fløjet tilbage til øen Atauro af MAF. Drengen kan nu vokse op uden feber og maveproblemer.
– MAF-flyvningen reddede min søns liv, fortæller drengens far, Abio Tilman, og uddyber:
– Jeg er taknemmelig for at MAF fløj os sikkert helt frem til Dili. Det gik hurtigt sammenlignet med at rejse med båd, og det reddede vores søn!