MAF Danmarks årsmøde bød på gode nyheder om både midler og mennesker. Flere givere, ny pilot og en ungdomsafdeling i vækst.
– For første gang i MAF Danmarks historie lykkedes det at indsamle mere end 5 millioner kroner fra private givere i 2024.
Det sagde MAF Danmarks formand Torben Munkholm på organisationens årsmøde i Silkeborg Frikirke lørdag den 26. april. Omsætningen i 2024 beløber sig til 6,7 millioner kroner. Resten kommer fra offentlige og institutionelle donorer.
– En ledelsesberetning giver det store overblik, så man for alvor får øje på Guds godhed og generøsitet, fastslog formanden.

MAF Danmark arbejder ud fra organisationens 3 P’er: Provision, Prayer, People, dvs. indsamlinger, forbøn og udsendelse af medarbejdere.
– I 2025 har MAF eksisteret i 80 år! Sammen er vi nået langt og mange mennesker har oplevet livsforvandling. Dette takker vi både vores støtter og Gud for, sagde MAF Danmarks generalsekretær Peter Hedelund.
Ny pilot ved årsskiftet
På årsmødet blev deltagerne præsenteret for Andrias Hansen, der ventes udsendt fra Danmark inden årets udgang. Han kommer fra Færøerne og er uddannet pilot og lige nu i gang med specialtræning på MAF’s flyveskole for kommende MAF-piloter i Holland.

MAF Danmark har i forvejen to familier udsendt til Papua Ny Guinea. Rebecca og Tajs Jespersen arbejder som hhv. lærer og kommunikationsmedarbejder og Heidi og Steffen Engedal som hhv. omsorgsmedarbejder og skoleleder på MAF’s flybase i Mount Hagen.
2024 blev også året, hvor MAF’s ungdomsafdeling CO-PILOT voksede til knap 400 medlemmer. CO-PILOT arrangerer foredrag, film og andre støtteevents og sender jævnligt et hold unge afsted til sydlige himmelstrøg for at opleve MAF on location.

– Hver dag bringer MAF hjælp, håb og heling til folk, der ellers ville være utilgængelige. Håb giver trøst, særligt i svære tider, pointerede Peter Hedelund.
Samarbejde med Mercy Ships
Årsmødet sluttede med et foredrag af Svend Løbner, hvor han fortalte og viste billeder fra sine reportagerejser for MAF i Uganda, Kenya, Tanzania og Madagaskar.
Han dvælede især ved det unikke samarbejde med Mercy Ships, hvor MAF-flyvninger sikrer hurtig og effektiv screening af patienter i Madagaskars afsidesliggende områder. Patienter med tumorer, læbe-gane-spalte, ”hjulben” og andre deformiteter kan derefter modtage gratis specialkirurgisk operation på hospitalsskibet Africa Mercy.
Mercy Ships er blot en af 1.500 organisationer, som MAF flyver for verden over.