Befolkningen i Papua Ny Guinea har udviklet en mundtlig fortællekultur i 12 procent af verdens sprog. Her er der kun én ting at gøre: Sætte sig ned og smalltalke, indtil tilliden er bygget op. Først da kan du interviewe og formidle, skriver Tajs Jespersen på Kirke.dk.
Af Tajs Würtz Jespersen, kommunikationsmedarbejder for MAF i Papua Ny Guinea
Hvordan fortælle den gode historie fra et land langt væk fra Danmark både geografisk og kulturelt? Papua Ny Guinea ligger øst for Indonesien og nord for Australien. Landet består af flere tusinde separate landsbysamfund, de fleste med kun et par hundrede mennesker; opdelt efter sprog, skikke og traditioner. Der tales 839 forskellige sprog i landet – det er omkring 12 procent af verdens samlede sprog. Mange af sprogene tales af færre end 1000 mennesker.
Men snakke, det kan de. Og de fleste taler det nationale sprog Tok Pisin, som jeg brugte det første halve år på at lære.
Befolkningen er mere åbenhjertige og snakkende end danskerne. Århundreders mundtlige formidlingskultur bliver til meget smalltalk inden man kommer til sagen. Informationsdensiteten er lav og der er langt mellem de gode og lærerige pointer.
Hvad gør man så?
Det måtte jeg lære på den hårde måde, da jeg for halvandet år siden sammen med min kone Rebecca blev sendt til det eksotiske land fra Lindehøj Kirke i Herlev gennem den kristne, humanitære flytjeneste Mission Aviation Fellowship (MAF). Rebecca er skolelærer og underviser børn på en international skole i Mount Hagen, hvor 90 procent af eleverne kommer fra lokale familier, der vil give deres børn kvalitetsuddannelse.
Selv er jeg kommunikationsmedarbejder med erfaring fra film og lyd – en erfaring, jeg har fået god brug for i Papua Ny Guinea.
Alt – og jeg mener alt – kan inddrages i fortællingen. Som i film er miljø, billedkomposition, baggrundslyd, ja al kontekst vigtig for historien. Samtidig gælder det selvfølgelig om at finde historiens kerne og arbejde ud fra den. Men historierne ligger og flyder alle vegne, hvis man bare opdager dem og har tålmodighed med snakkekulturen, så man opdager pointerne.
Her er mine erfaringer, som måske kan bruges af kommunikationsmedarbejdere herhjemme.
1. Vær vidt åben. Netop fordi det er så uforudsigeligt, hvad der møder mig efter en flyvetur til et afsidesliggende område omkranset af bjerge og isoleret af tæt jungle er jeg nødt til at have alle sanser på stilke. Lægge mærke til ansigter, mimik, udtryk i øjne, bevægelser, dufte, omgivelser udenfor og indenfor.
2. Husk detaljerne. Man skal være rigtig god til det lokale sprog for at lægge mærke til særlige udtryk og det, der bliver sagt mellem linjerne. Det er en god idé at alliere sig med en dygtig tolk og instruere vedkommende i at tage alle detaljer med i interviews. Ikke kun opsummere, som tolke ofte gør.
3. Knyt forbindelsen. Smil, vis åbent kropssprog, sæt dig ned, mød folk i øjenhøjde, brug tid på smalltalk og spis og drik sammen med dem, indtil du fornemmer: ”Nu er den der!” Det er udfordring at knytte forbindelse, når man er hvis vesterlænding, især når man lander med et fly i bushen.
4. Husk nyhedsværdierne. Når man er udenlands, vænner man sig til lokalkulturen og glemmer måske, hvad der er anderledes og overraskende for danskerne. Der er ligesom to parameter at gå efter: Hvad er nyt, og hvad er relevant? Med andre ord, hvad skaber interesse og identifikation.
5. Stil åbne spørgsmål. Så er vi tilbage ved nr. 1. Vær helt åben, også når du stiller spørgsmål. Spørg nysgerrigt: Hvad, hvordan, hvornår osv. Og ikke mindst: Hvad følte du? Det skulle gerne kunne lade sig gøre at få autentiske kvalitetsudtalelser netop fordi du fra starten har sat dig ned og opbygget kontakten.
Som nævnt har jeg erfaring med film og lyd. Derfor tager jeg altid et kamera med og filmer løs. Film hjælper mig med at huske scenerne og den følelse, de gav mig. Når jeg ser dem igen, kommer jeg i tanker om detaljer, jeg havde glemt.
Når det er sagt, så er kommunikation det muliges kunst. Netop fordi man i en kultur som den papua ny guineanske ikke kan planlægge hjemmefra, risikerer man også at komme tomhændet tilbage fra en reportagetur. Næsten. For man kan altid bruge erfaringen til noget. Og måske fik man nogle gode billeder, som kan bruges i en anden sammenhæng.
Det er i hvert fald spændende at blive udfordret ved at skulle formidle fra en kultur, der slet ikke er vant til medier, hverken trykte, digitale eller sociale. Man må sætte sig selv i spil på en helt anden måde. Man er selv mediet, så at sige.
De lokale fortæller, du svarer. Du fortæller, og de responderer – nogle gange med højlydt latter. Det er jo kommunikation på helt basalt niveau. Og som samtalen glider frem opstår sød musik. Pludselig er kontakten der, og samtalen kan gå lidt dybere, så du – og dine læsere, lyttere og seere – kan blive klogere på de lokales kultur og erfaringer.
Tajs Würtz Jespersen er sendt til Papua Ny Guinea af Lindehøj Kirke i Herlev gennem MAF Danmark i Aarhus. MAF står for Mission Aviation Fellowship og flyver med 116 fly for 1.400 organisationer i 24 udviklingslande. Læs mere på www.maf.dk.
