Faith Susan er landechef for MAF Kenya. Her fortæller hun om den svære start i en mandsdomineret flyindustri og den overraskende velkomst i MAF, der lige stod og manglede en flyingeniør…
Faith Susan er landechef for Mission Aviation Fellowship i Kenya siden november sidste år. Men hun har arbejdet i organisationen i 19 år, først som planlægningsofficer og senere som flyingeniør og videre op gennem organisationen.
– I MAF har jeg fundet det miljø, jeg ledte efter, fortæller hun og forklarer med egne ord den lange rejse fra nedvurderet kvinde til værdsat flychef.
Et mandsdomineret miljø
Jeg arbejdede for et luftfartsfirma nede ved kysten i Mombasa. Det var ikke særlig nemt at være kvinde og flyingeniør i Kenya på det tidspunkt. Det var et meget mandsdomineret miljø.
Desuden er jeg ret lille og har en spinkel kropsbygning, så de øvrige medarbejdere så ned på mig. De bad mig fx om at spænde et hjul på et af de større fly, og så sad de alle sammen og grinte højt ad mig, fordi jeg ikke kunne spænde møtrikkerne.
Jeg var den eneste kvinde på holdet, og når jeg mødte ind om morgenen, ville de alle sammen fløjte frækt ad mig og komme med sjofle bemærkninger.
Det var sådan et forfærdeligt miljø. Jeg græd næsten hver dag. Og på et tidspunkt havde jeg fået nok og sagde op. Det blev bare for meget.
”Gud, hvad sker der?”
En dag gik jeg ned til stranden, som jeg plejede, for at græde ud og bede til Gud. Jeg har været kristen siden jeg var 16 år. Jeg spurgte Gud: Hvad sker der?
Så kom der en ung mand, som havde set mig sidde dér på stranden dag efter dag. Han var fotograf og plejede at fotografere og sælge billeder til turister på stranden. ”Jeg ser, at du kommer her ofte; hvorfor det?” spurgte han.
Jeg gav ham min historie: Jeg er flyingeniør og kristen, men i øjeblikket har jeg det meget svært. Han trak et magasin fra MAF op ad tasken og fortalte, at han havde taget billeder af de her ”mzungus” (hvide mennesker – red.), og at de havde givet ham MAF-magasinet. ”Det er en luftfartsorganisation, en kristen en af slagsen,” fortalte han.
Jeg læste magasinet med stor interesse. Så undersøgte jeg, om der var en base i Kenya, og det var der. Straks tog jeg natbussen til Nairobi, hvor flybasen ligger. Jeg havde mine papirer med, CV og det hele.
Jeg stod i problemer til halsen
Endelig kom jeg frem til hangarporten, hvor vagten kiggede op og ned ad mig og spurgte: ”Hvad vil du?”
Jeg svarede: ”Jeg vil tale med chefingeniøren. Jeg søger job!”
”Der er ikke noget job til dig her,” svarede han. ”Vi ansætter ikke i øjeblikket. Så bare gå!”
Jeg havde det så dårligt. Jeg stod i problemer til halsen, havde ikke et arbejde, og havde nu taget den lange rejse med natbussen. Så jeg stod bare fuldstændig lamslået.
Men så besluttede jeg mig for at gå op ad vejen hen til en café og drikke en cola. Da kom jeg pludselig i tanker om en veninde fra skolen, der vistnok var kommet i praktik hos MAF. Hun hedder Miriam. Så jeg tænkte, at hvis jeg går tilbage og siger, at jeg vil møde Miriam, så vil vagten nok lukke mig ind.
Som sagt, så gjort. Vagten lukkede mig ind, og da jeg kom ind på MAF-kontoret, glemte jeg alt om Miriam. Jeg spurgte i stedet efter chefingeniøren.
”Kan du starte med det samme?”
Og så kom Ken Milligan, der var chefingeniør på det tidspunkt. Jeg var meget spændt. Jeg fortalte, at jeg kom fra Mombasa, og han fortalte, at han var begejstret for at møde nogen fra kysten, for han og hustruen Alice har et sommerhus i Mombasa.
Så kom han til sagen: ”Hvad kan jeg gøre for dig?”
Jeg forklarede, at jeg havde lavet ingeniørarbejde, og jeg også havde lavet en lille smule planlægning og tekniske optegnelser. Han tog min hånd og trak mig ind i mødelokalet, hvor han præsenterede mig for alle medarbejderne. Jeg var meget spændt og forvirret, fordi jeg ikke vidste, hvad han havde gang i.
”Dette er Faith Susan,” sagde han. ”Hun er færdig som ingeniør, og hun kan alt det, vi har brug for!”
Så bad han mig sætte mig ned og forklarede: ”Vores planlægningsofficer, der også tager sig af tekniske optegnelser, stopper om seks måneder for at overgå til nye opgaver. Så vi takker Gud for, at du er kommet. Kan du starte med det samme?”
Jeg sagde naturligvis okay! Og så blev jeg introduceret til jobbet af Sammy Maina, der skulle stoppe.
Resten er i historie. Jeg fik alle nødvendige licenser og gik fra planlægning og tekniske optegnelser videre til posten som kvalitetschef og senere til vicelandechef og videre til landechef.
Jeg elsker det, MAF gør
I MAF har jeg fundet det miljø, jeg har ledt efter. Jeg har altid ønsket at tjene Gud og bruge mine evner. Jeg vil ikke kun lave forretning og tjene penge, men virkelig gøre en forskel i menneskers liv. Uanset hvilken opgave, du har i MAF, om det er at planlægge, lede et program eller hvad som helst, når dagen er omme, så er der nogen, der har fået håb, nogen, der har fået hjælp, og nogen der er blevet helbredt.
Det gør, at jeg elsker at arbejde for MAF. Jeg elsker det, MAF gør. Derfor har jeg holdt ved i 19 år. Slutresultatet er ikke bare at reparere fly, heller ikke at flyve og slet ikke at tjene penge. Vi betjener mennesker. Kvinden derude, moren derude, barnet derude, den unge mand derude, der mærker Kristi kærlighed.
Fakta:
MAF har opereret i Kenya uafbrudt siden 1959 og flyver til fjerntliggende samfund med nødhjælp, sundhedshjælp og kristen litteratur. MAF Kenya har en flåde af to Cessna 208B Caravan med plads til 13 passagerer hver. MAF Kenya har også ansvar for vedligehold af fem Cessna Caravan-fly i Sydsudan.
Mød MAF Kenya her og MAF South Sudan her.
Faith Susans har fortalt sin historie til journalist Svend Løbner.
